Dokument og selviscenesættelse - Pablo Henrik Llambías

Selvbiografien bliver til i en stadig vekslen mellem konstruktion og rekonstruktion. Den er performativ, fordi den ikke bare afspejler og fortolker, hvad der er sket, men også igangsætter de biografiske fakta, som beskrives. Tydeliggørelsen af denne dobbelthed kredsede to centrale forfatterskaber om, der begge tog den dokumentariske genre op på ny. Pablo Henrik Llambías (f. 1964) gjorde det i Rådhus (1997) og Et ukendt barn (2005), og Claus Beck-Nielsen gjorde det i Claus Beck-Nielsen (1963-2001) (2003) og Selvmordsaktionen (2005). De stod begge for en ny sociologisk interesse, som de kombinerede med konceptkunstens vægt på ideen bag værket snarere end på værket selv.

Rådhus er resultatet af en større undersøgelse af Danmarks rådhuse, som Llambías havde foretaget, fordi han undrede sig over den påfaldende ensartethed, hvormed rådhuse over hele landet er bygget. Han fotograferede dem alle, dokumenterede deres arkitektur, og han foretog interviews med nogle af borgmestrene for at finde ud af, hvilken logik der var i, at alle muligheder var til stede for et varieret og fantasifuldt rådhusbyggeri i Danmark, men at det er blevet påfaldende konformt. Projektet med rådhusene rummede også et forsøg på at skabe en virtuel kommune. Man kunne melde sig som borger i en fiktiv kommune og være med til at skabe den. Hermed udvidede Llambías grænserne for sit projekt, og det samlede værk var både større og anderledes end den rest af det, som ligger tilbage i bogform.

Med udgangspunkt i dansk rådhusbyggeri undersøgte Llambías forholdet mellem originalitet og konformitet, mellem individualitet og anonymitet i et såkaldt hyperkomplekst samfund. Stumper af interviewene indgår i romanen, der tager sig ud som et struktureret kaos bestående af drømme, notater, film- og rejsebeskrivelser, apokalyptiske visioner og helt groteske optrin. Da intervieweren møder op på et rådhus, har han klovnedragt på og ender med at have sex med sekretæren. Fantasi og virkelighed flyder således over i hinanden i et overflødighedshorn af tekster, der ikke vil ordne sig efter ældre æstetiske normer, som dikterer, at alt skal gå op i en højere enhed. Tilsammen skaber de en bredere helhed, og Rådhus skaber igennem sin egen form og virkemåde en anderledes „kommunal“ ramme. Den er alternativet til den konforme arkitektur, som den kritisk beskriver.

Indledningsvis beskriver Rådhus to forskellige familier og dermed to måder at forholde sig til verden på. På den ende side den nyrige familie med sansen for kitsch og upersonlig indretning. På den anden side den gamle familie med arvegodset, den anerkendte kunst og den gode smag. I sidstnævnte familie er alt tilsyneladende i orden, og alt har sin faste og funktionelle plads. Men da fortælleren kommer til at pille ved en ting, der allerede er gået lidt i stykker, går det galt. Han kan ikke gøre den hel igen, og den går i stykker, der formerer sig i det uendelige. Den pæne, velordnede verden fragmenteres og fyldes med meningsløse dele. Med adresse til den højborgerlige, frisindede og kulturradikale verden formulerer Llambías et alternativ, som hverken er ren kitsch eller ren kunst. Rådhus er noget tredje, nemlig et sammensurium af alt muligt, som repræsenterer en værdinorm med mangfoldigheden og evnen til at gebærde sig i kaos som det centrale. Forfatteren var hermed i familie med de kaospiloter, som så dagens lys i Århus i 1990'erne. Det var folk, der kunne arbejde på tværs af faggrænser og gængse forestillinger om, hvordan verden er opdelt, og som kunne samle nogle af stumperne til nye forestillinger om både kunst og verdens indretning.

Denne vilje til at kombinere højt og lavt, det originale og det anonyme, fortsatte Llambías i romanerne A.P.O.L.L.O.N. (2000) og Trojaner (2001), hvori græsk mytologi, science fiktion og tv-seriernes universer bliver udgangspunkt for samfundssatire. I Et ukendt barn står selvbiografiske brokker ved siden af præcise beskrivelser af liv og arbejdsgange på et moderne plejehjem, slaget ved Ardennerne, Llambías' arbejde med en film og et hæsblæsende manuskript om de sidste dage i Berlin under krigen. Også her er det det „urene“ og sammensatte, der florerer, men dog bundet sammen af den fiktiviserede Llambías' biografi. Delene kan tale for sig selv, men det er Llambías, der udsiger dem og samler dem til en slags helhed i et bind. Således er forfatteren tilbage i litteraturen. Ikke som det autentiske sted, hvorfra følelser og forestillinger og meninger udsiges, men som en konstruktion, der overhovedet gør det muligt at tale. Forfatteren er mediet i mediet, og han får ikke bare hentet fortidens ånder som Churchill og en plejehjemsbeboer op på papiret, men også manet aldrig før sete fiktive figurer til verden.

Llambías bevægede sig på kanten af litteraturen ligesom Claus Beck-Nielsen, der i 2004 tog til Irak i et par uger med en vis Rasmussen for at „give“ demokratiet til irakerne ved at bidrage til diskussion om det blandt kunstnere og fagforeningsfolk. De to rejste til Irak med demokratiet i en kuffert, som de førte med sig som et symbol. Rejsen blev dokumenteret i weblogs og e-mails og gennem artikler sendt til Weekendavisen. Denne dokumentation er det så, at bogen Selvmordsaktionen fremlægger. Synsvinklen er lagt 21 år frem i tiden, og det er herfra, der ses tilbage på projektet. Der bliver dermed tale om en dokumentation i anden potens: En rekonstruktion af en rekonstruktion, der konstant har sin karakter af konstruktion for øje.

Midt i den irakiske virkelighed iscenesætter Beck-Nielsen en demokrati-happening, der sætter en mediemæssig dagsorden, som virker tilbage på den virkelighed, den beskriver. I denne „båndsløjfe“ bliver det selvsagt sværere og sværere at skelne klart mellem fiktion og virkelighed. Hvad det gælder om, er måske heller ikke at kunne skelne klart, men at kunne gebærde sig i den nye hyper-virkelighed. Beck-Nielsen citerer Osama bin Laden for følgende udsagn i bogens motto: „Vi skal være opmærksomme på mediernes magi. Vi skal ikke bare være tilskuere til de katastrofer og begivenheder, der finder sted. Vi skal selv skabe begivenhederne.“ Det gjorde bin Laden på sin katastrofale måde, og Beck-Nielsen på sin, hvis effekt han næppe troede på fra starten, og som tager sig sært desillusioneret ud.

Forfatteren sætter noget i værk, ikke for at realisere sig selv og bagefter kunne dokumentere antallet af nye demokrater i Irak. Forfatteren hos både Llambías og Beck-Nielsen af-realiserer sig selv, idet de spiller en rolle på verdens scene. Her gælder det måske stadig om at være eller ikke være, som Shakespeare gjorde til spørgsmålet i Hamlet. Beck-Nielsen refererer til Hamlets problem, men han og rejsefællen identificerer sig karakteristisk nok ikke med den tragiske hovedperson, men med bipersonerne. At proklamere eksistensproblemer som Hamlet hører den gammeldags helt til, og Beck-Nielsen påtager sig gerne og helst de mere anonyme hjælperes rolle. At fastholde en tvivlsom identitet og individualitet er ikke hans sag, men måske nok hans mors og hans datters, som findes et sted og skriver til andet end den netadresse ud-gaaet @ hotmail.com. Den problematik har mediestuntet og forfatterfiguren clausbeck-nielsen.net ikke rede på i Selvsmordsaktionen, hvor den står som en sentimental, men også uomgængelig brik i et identitetspil, som ikke går op.