Hverdage - Naja Marie Aidt

„Vi må presse alfabetet / til det klynker som en nonne,“ skrev Simon Grotrian. Og det gjorde han så med sit uforudsigelige billedsprog, som hvirvler læseren med ind i en galopperende galskab, der er vejen til det guddommelige. Denne galskab indfandt sig også hos Naja Marie Aidt (f. 1963) både i lyrikken og i prosaen, men først efter at hun havde skrevet sig gennem det almindelige liv med sine tre første digtsamlinger. „Alt findes i almindeligheden, for almindeligheden er livet,“ kunne være mottoet for denne digtning. Modsat adskillige af sine digterkolleger er Aidt ikke akademisk skolet; hun debuterede med en samling digte, der tager tråden op fra digtere som Tove Ditlevsen og Vita Andersen, dog uden den førstes rimede strofer og uden den andens selvopgivende holdning. Men fælles er en kvindelig erfaringsverden, som skildres med stor autenticitet. På enkel, men ikke af den grund forenklet måde, skriver Naja Marie Aidt om at træde ud af ungdommen og ind i et forpligtende forhold med mand og børn. Igennem Så længe jeg er ung (1991), Et vanskeligt møde (1992) og Det tredje landskab (1994) følger man et kvindeligt jeg på forskellige stadier af den udvikling, hvor det gælder om med respekt at begrave sin ungdom uden længsel og lade sig forvandle til en anden. Længslen forbliver dog et moment, der står stærkt i hendes digte, hvor hjerte og smerte, længsel og fængsel stadig optræder, uden at det bliver banalt rimeri. Fælles for samlingerne er, at en eksistentiel nedtur vendes, idet der ses nye muligheder for livsudfoldelse.

Den „pletvise“ lykke er et tema, som trænger sig på, når sommeren, der aldrig syntes at ville få ende, alligevel fik det, og alle „blev klogere“. Der finder et fald sted, som bliver tydeligt i Et vanskeligt møde, hvor hverdagenes nye tid for alvor har sat sig igennem, og det er svært at møde den elskede med samme tætte opladthed og lidenskab som tidligere. Det kræver udholdenhed at vente på „igen at bestorme / de udslukte kroppe / tænde alle lys“, og hverdagen bliver ikke ved med at være guddommelig. I Det tredje landskab går det mod parforholdets ophør. „Gentagelsen slidt op“, og troen på den „blafrende drøm: / at hente hele himlen ned“, er borte. Men faldet rummer også en forløsning, udløser et smil og et håb om en ny begyndelse i et landskab, som er hendes eget.

A Room of One's Own kaldte Virginia Woolf det i 1929. Og det rum, Aidt gik ind i med sin næste samling, Huset overfor (1996), var da også af mere modernistisk tilsnit end de første. Billedsproget er mere kompliceret og gådefuldt, syntaksen kompleks som her, hvor den simple forening og den friktionsløse kærlighed ikke findes:

Vildledt af længsel, på hovedet, dagen ergul, tungen ligger blå og brugt og tér sig;mens du korntung og blød raver rundt i en skingertone som jeg kalder musik, er der nogen derbander stygt i forstuen da vi styrter; vertikalt,gennem tynd luft, for at lande under bjergevi selv har rejst, i håb om at komme en enkel,opdigtet himmel nær og på den mådeforenes.

Som hos Stochholm sker foreningen i drømmen og på et sted, som ikke har nogen varighed. Tabet, fremmedfølelsen og længslen fører digterjeg'et ud på en rejse i Europa i den følgende samling, Rejse for en fremmed (1999). Det er både en indre og ydre rejse, ligesom det er en rejse i tid. Målet med rejsen er at finde hjem, og vejen er labyrintisk: „Alle må krybe ad slimede huller, / hullede veje, vejkryds med mangelfuld skiltning.“

Jeg'et er ikke kun hjemløst, men også hjemsøgt af sin egen fortid og af den vanvittige Johanna, der var dronning af Castilien omkring 1500. Ved at følge i sporet af dronningen, der angiveligt blev udstødt og dømt sindssyg, kommer jeg'et også på sporet af sig selv. Hun ser i Johanna sin egen forbandelse og udsathed, ligesom hun kan spejle sig i den døende patient og sygeplejersken på hospitalet. Her bliver de store spørgsmål til livet og døden stillet, men „der er ikke plads nok i nogen forklaring.“ Alligevel prøver Aidt sig frem med formuleringer i et forsøg på at indkredse det på en gang væsentlige og ubeskrivelige: „Måske er døden hverken tilstand eller princip./ Men selve det fastholdte. / Der som et stærkt, usynligt bånd / hæftes til kødet og giver en vidunderlig holdning. / Ligesom værdighed. / Og tvivl.“

Således styrer Aidt lige ind, hvor spørgsmålene stilles, men ikke kan besvares. Paradokset bliver derfor den gennemgående figur, der udtrykker holdningen: „Giv mig alting! Tag alt fra mig! / Jeg kender mit hus og genkender / intet.“ (Rejse for en fremmed). Men hjemad går det alligevel. Afslutningsvis træder den rejsende ind i „Tusindårsriget“, som findes på den barndoms hede, hvor pigerne „sanker“ bær, som det hedder med et ord, der synes at tilhøre en anden tid. Men det gør oplevelsen også i dette „tredje landskab“, hvor „Guds finger peger skråt / ind i solnedgangen“. Et religiøst forestillingsområde er sat i spil, men om de kristne ord har større rækkevidde end at fungere som metaforer for lykkens sted og en følelse af sammenhæng, står endnu hen.