• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

husholdningsforeninger

Oprindelige forfattere CBjø og OWD Seneste forfatter Redaktionen

husholdningsforeninger, foreninger, som opstod i begyndelsen af 1900-t. med det formål at udbrede kendskabet til moderne, rationel og ernæringsrigtig husførelse. Den første husholdningsforening, Malt Herreds Husholdningsforening, blev stiftet i 1908. I 1921 etableredes De Samvirkende Danske Husholdningsforeninger, der kom til at fungere som overbygning for en række organisationer, således for De Danske Husmoderforeninger, stiftet 1920, der væsentligst omfattede byerne, og for husholdningsudvalgene under De Danske Husmandsforeninger, oprettet 1937, samt for De Danske Landboforeninger, stiftet 1922. Husholdningsforeningerne virkede gennem kurser og demonstrationer og har historisk helt overvejende været forbundet med landbosamfundet. I nyere tid har man i foreningerne stærkere understreget forbrugerholdningen i arbejdet. I 1949 var der 265 lokalforeninger med ca. 25.000 medlemmer. Den 1.1.1996 skete der en reorganisering af husholdningsforeningerne under navnet Familie og Samfund, der i 2007 har ca. 6000 medlemmer fordelt på 94 lokalforeninger; sekretariatet har til huse på Landscentret (Dansk Landbrugrådgivning) i Århus.