A.P. Møller

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Arnold Peter Møller (1876-1965). Foto: P. Elfelt.

Arnold Peter Møller (1876-1965). Foto: P. Elfelt.

A.P. Møller, Arnold Peter Møller, 2.10.1876-12.6.1965, dansk skibsreder og grundlægger af rederi-, handels- og industrigruppen A.P. Møller.

A.P. Møller var af sømandsslægt og meget bevidst om slægtens rødder og forbindelse til Sønderjylland. Han fødtes i Dragør, voksede op i Svendborg og uddannedes — delvis i udlandet — inden for handel og shipping. Allerede som 20-årig fik han ledelsen af befragtningsafdelingen i rederiet C.K. Hansen og samtidig ret til at disponere to skibe for egen regning. I samarbejde med sin far, Peter Mærsk Møller (1836-1927), tegnede han aktier til et familierederi, hvorved den første gren af det, der skulle blive Nordeuropas største rederi, var skabt.

Han havde usædvanlig god sans for shipping og udregnede med stor sikkerhed regnskabs- og rejsekalkuler for skibene, hvorfor han især yndede trampfarten med dens omskiftelser og muligheder. Da udviklingen kaldte på linjefart og tankfart, gik han ligeledes med dygtighed ind i disse områder.

Beslutningerne var aldrig hasarderede eller chancebetonede, men baserede på analyser og forsigtighed og i overensstemmelse med mottoet "Intet tab bør ramme os, som kan undgås ved rettidig omhu". Et andet A.P. Møller-mundheld var: "Den, der har evnen, har pligten".

Møllers dygtige dispositioner og en udtalt omkostningsbevidsthed gjorde rederierne formuende. Likviderne brugtes til hyppige flådeudvidelser, men ud fra et hensyn til risikospredning investerede Møller også betragteligt i værfter, plantager, maskinindustri, kemisk industri m.m. Ved den industrielle udbygning og den dramatiske udvidelse af tankskibsflåden støttedes han stærkt af sin søn Mærsk Mc-Kinney Møller.

Nationale hensyn spillede ofte ind ved dispositionerne og var med til at forklare, at A.P. Møller Gruppen i 1962 skaffede sig koncession til olieeftersøgning i den danske undergrund. På det tidpunkt regnedes boringer for udsigtsløse, men dermed afskar man en tysk ansøger.

Det nationale motiv lå også bag Møllers engagement i Dansk Supermarked A/S. Formålet med i 1953 at overdrage virksomheden til den såkaldte almenfond (A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal) var også at bevare koncernen for evigt på danske hænder.

A.P. Møller var patriarkalsk og stærkt formanende i sine virksomheder, og samme tone prægede hans talrige indlæg i den offentlige debat. Han sagde, at den danske alen var en lille alen, og han kunne henfalde til at beskrive Danmark som "en hensygnende enklave, hvor man hygger sig i gensidig overvågen og social omsorg".

Som medlem af Højgaardkredsen var han i 1940 med til at foreslå regeringsskifte og et tidligt brud med besættelsesmagten. Det indbragte ham efterfølgende kritik for politisk naivitet. Derimod lød der ingen kritik, da han 8.4.1940 lod telegrafere til sine skibe, at de ikke skulle adlyde ordrer fra et besat Danmark.

A.P. Møller eller hr. Møller, som han foretrak at blive kaldt, gav op i sin høje alder en hånd med, når store tankaftaler skulle indgås. Men til sidst var han svækket og træt. Som Informations daværende chefredaktør, Børge Outze, skrev: "Få har haft mere at være træt af".

Læs også om A.P. Møller i Dansk Biografisk Leksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Arnold Peter Møller (1876-1965). Foto: P. Elfelt.

Viser 1 af 1 billeder

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
02/10/2011
Bodil Hammer
24/06/2009
Redaktionen
12/06/2009
Oprindelig forfatter
VAn
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki