Det Danske Luftfartsselskab (DDL)

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Det Danske Luftfartsselskab (DDL),  stiftet 29.10.1918; anses af nogle for at være Europas ældste luftfartsselskab, men det nederlandske selskab KLM var det første europæiske selskab, der var aktiv med regelmæssig lufttrafik.

Det var billedhuggeren Willie Wulff og militærflyveren Johan Ekman, som tog initiativ til stiftelse af selskabet. Da sidstnævnte omkom få dage efter, blev det Wulff som kom til at stå for den daglige ledelse. Der blev året efter indkøbt tre britiske Avro 504 skolefly, og den 31.10.1919 fandt selskabets første flyvning sted. For at komme i gang med rigtig passagerflyvning indkøbtes i Tyskland et Friedrichshafen pontonfly, som ud over pilot og mekaniker dog kun rummede en passager. I England købtes fire de Havilland DH9 fly, der hver kunne medtage tre passagerer. Den 20.8.1920 fandt den første passagerflyvning sted; den gik fra marineflyvestationen Margretheholm til Warnemünde. En måned senere indledtes også ruten til Hamburg, der udgik fra Kløvermarken. De næste to år var det af politiske grunde ikke muligt at gennemføre flyvninger udenrigs. I 1924 indkøbtes nogle Fokker Grulich passagerfly. Da selskabet ikke kunne opnå statsstøtte, var det svært at klare sig i konkurrencen fra bl.a Deutsche Lufthansa.

Efter åbningen af Kastrup Lufthavn i foråret 1925 flyttede selskabet hertil, og året efter anskaffedes de første "rigtige" passagerfly i form af fire stk. Farman Jabiru, der hver kunne medtage ni passagerer. Samme år fandt en økonomisk rekonstruktion sted, idet selskabet ellers var gået  konkurs. Samtidig overtog Knud Krebs direktørposten. Herefter modtog selskabet en årlig økonomisk støtte på 350.000 kr. Fra 1928 gik man over til at anvende fire af de langt bedre Fokker F.VII fly. Fra 1930 gennemførtes også flyvninger om natten. Udviklingen krævede fortsat større fly, hvorfor selskabet i 1933 og 1935 desuden anskaffede et par tremotorede Fokker F. XII. Man var nu oppe på et årligt passsagertal på knap 10.000. Da Krebs døde i 1934, overtog Knud Lybye ledelsen helt frem til 1947. Han indførte DDLs symbol: En cirkel med en svævende måge over tre bølgelinjer.

I sidste halvdel af 1930erne anskaffedes en tremotoret Junkers Ju 52 og to stk. firemotorede Focke-Wulf Condor, der muliggjorde udvidelse af rutenettet til bl.a. Berlin, London, Oslo og Stockholm. Denne flytype havde optrækkeligt understel og plads til 26 passagerer. Hvor selskabet i 1920 befordrede 809 passagerer, var antallet steget til 45.000 i 1939. Den tyske besættelse betød en begrænsning til indenrigsflyvning samt en rute til Tyskland og Østrig. Ved dannelsen af SAS i sommeren 1946 skete der over de nærmeste år en hurtig afvikling af et selvstændigt DDL, som dog forinden nåede at anskaffe en ombygget Boeing B-17, et par DC-4, adskillige DC-3 samt fem Vickers Viking.

Litteratur: Forskellige: Dansk Flyvnings Historie (1936), Knud Lybye: Det danske Luftfartsselskab gennem 25 år / Dansk Trafikflyvning gennem 25 år (samme bog med to forskellige titler, 1943), forskellige: Luftfartens Hvem Hvad Hvor (1967) og Søren Bertelsen: Flyvning i Danmark i 50 år (1986).


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 2 forfattere
Redaktionen
02/09/2009
Ove Hermansen
31/08/2009
Oprindelig forfatter
Ove Hermansen
26/08/2009

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki