Kmart, (1. led K efter grundlæggeren Sebastian S. Kresge, 1867-1966, 2. led eng. mart 'handelscenter, torv'), amerikansk detailhandelskæde, der var blandt USAs største, men som i 2002 gik i betalingsstandsning. Koncernen blev grundlagt i 1912, og den første discountbutik med navnet Kmart åbnede i 1962; ved betalingsstandsningen havde Kmart 2114 discountvarehuse. Et særligt salgsfif var at belyse en vare med blåt og meddele over højtalere til kunderne i butikken, at nu var denne vare sat ned i pris. Begrebet blue light special for et godt tilbud indgår nu i amerikansk hverdagssprog. Kæden havde imidlertid svært ved at finde sit koncept. Udvidelse med bøger og sportsudstyr blev efter en årrække opgivet igen. En svag julehandel efter 11. september-begivenhederne var udslagsgivende for betalingsstandsningen. Kmart blev dog søgt reorganiseret i ly af konkursbeskyttelsen, og i 2005 fusionerede Kmart med Sears til Sears Holdings Corporation. De to kæder drives fortsat under egne navne, men åbner også kombinerede varehuse under navnet Sears Essentials. Der er 133.000 ansatte i Kmart.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger i Bøger app | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki