• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

natmænd

Oprindelig forfatter Nell Seneste forfatter Redaktionen

natmænd, dels rakkerne i byerne og beslægtede erhverv, dels omvandrende grupper, såkaldte kæltringer, som selv kaldte sig skøjere eller rejsende.

Rakkere eller natmænd ernærede sig først og fremmest ved bortskaffelse af selvdøde dyr, men påtog sig også arbejde, som andre ikke ville have, fx nedtagning af henrettede, natrenovation og hestegildning; de blev derfor ligesom bøddelen anset for uærlige, dvs. æreløse, og var udstødt af samfundet.

I løbet af 1600- og 1700-tallet fremstod som en særlig befolkningsgruppe omvandrende natmandsfolk, der især ernærede sig ved tiggeri, men også arbejdede som kedelflikkere, glarmestre og skorstensfejere.

Man har ment, at de var efterkommere efter indvandrede sigøjnere, men der er snarere tale om straffede personer og andre, der var udskudt af samfundet, og af "rejsende" fra de sydlige nabolande.

Statsmagten bekæmpede tidligt natmandsfolk, men endnu i slutningen af 1800-t. fandtes der i Jyllands tyndtbefolkede egne omvandrende kæltringer. Deres levevis lignede sigøjnernes meget; at de to grupper har haft kontakt med hinanden ses bl.a. af, at kæltringernes sprog, rotvælsk, var præget af låneord fra romani.

Natmandsfolket eller kæltringerne kendes i litteraturen især fra Steen Steensen Blichers værker og i malerkunsten fra Hans Smidths arbejder.