bødker

bødker, håndværker, der fremstiller tønder, kar og baljer af kileformede stave, som holdes på plads alene ved trykket fra de omgivende snore eller bånd. Tidligere kaldtes bødkeren derfor også tøndebinder eller fassbinder 'fadbinder'.

Bødkerens produktion har siden middelalderen haft stor betydning som emballage til øl, vin, smør og korn og været afgørende for transport og salg af saltede sild. Kendte eksempler på bødkerarbejde er smørdritler af bøgetræ med hvide pilebånd, kar til ølbrygning samt lagerkar.

Teknikken er gammel og kendes fra vikingetiden fra fund i Hedeby. Et egentligt organiseret håndværk opstod imidlertid sent, og det ældste lav havde hjemme i Flensborg fra 1488. Ved lavstidens slutning i 1857 var der kun bødkerlav i de største byer.

Bødkerens værksted adskilte sig ikke meget fra tømrerens, snedkerens eller hjulmagerens. Arbejdspladsen var en snittebænk eller et snittebord, dvs. et ret højt, smalt plankebord, og foran på gulvet stod på en forhøjning den genstand, der blev arbejdet på.

Råmaterialet var træ, og de foretrukne træsorter eg, ask, bøg og fyr. De tøndebånd, der holdt stavene sammen, var af ask, hassel og især pil, der var høstet om efteråret. Straks efter fældning af et træ blev kævlerne afkortet til de gængse længder for kar og tønder. Det opskårne træ blev anbragt i hule stakke til tørring for derefter at kunne lagres. På værkstedet blev træet udkløvet ved hjælp af kløvejern og en knippel eller kølle af træ. Kløvningen medførte, at mange stykker blev kileformede i tværsnit, tykkest ved barksiden og tyndest ved marven. Den videre tilretning skete med bødkerens vigtigste redskab, båndkniven, og foregik ved skærebænken, der fastholdt stavene, mens de blev spidset til med retkniven og hulet med krumkniven.

Efterhånden blev stadig mere bødkerarbejde maskinfremstillet, og kun selve samleopgaven var håndarbejde. Også overgang til andre former for emballage bidrog til erhvervets bortfald. De sidste danske bødkervirksomheder ophørte omkring 1960.