John Harrison

John Harrison, 24.3.1693–24.3.1776, britisk urmager, som byggede verdens første kronometer. Han var søn af en tømrer, voksede op i West Yorkshire og blev selv uddannet som tømrer.

Allerede som barn nærede John Harrison stor interesse for ure, og som 20-årig fremstillede han i 1713 sit første standur, hvis værk udelukkende var af træ. Han indførte siden en række forbedringer på denne type ure.

Blandt andet ansporet af en hændelse i 1707, hvor britiske flådefartøjer grundstødte i Den Engelske Kanal, udsatte flådeledelsen i 1714 en dusør på 20.000 pund til den person, som var i stand til at fremstille et skibsur, som gik præcist nok til, at det kunne bruges i forbindelse med bestemmelse af længdegrader til søs.

Fagfolk afviste, at det var muligt at fremstille et sådant ur, men John Harrison var af en anden mening og gik i gang. Et af problemerne var, at uret skulle kunne arbejde trods voldsom søgang og uden at blive klimatisk påvirket.

I 1730 havde John Harrison sin arbejdstegning klar og forelagde den for admiralitetets eksperter på området. Disse var så imponerede, at de lånte ham penge til at konstruere uret for. Det kunne der også være behov for, idet det tog John Harrison fem år at bygge sit første kronometer (H1).

Det blev afprøvet på et flådefartøjs tur til Lissabon og retur i 1736. Uret blev rost i høje toner, men det skulle også kunne klare en tur over Atlanten, så John Harrison valgte at bygge endnu et ur (H2), som var mere robust. Det var klart i 1741, men kunne ikke afprøves, at idet Storbritannien på daværende tidspunkt var i krig med Spanien og derfor var bange for, at uret skulle falde i fjendens hænder. Ventetiden udnyttede John Harrison til at konstruere endnu et kronometer (H3).

De tre første ure var for omfangsrige, og derfor konstruerede John Harrison sit næste ur (H4), så det ikke var større end en dyb tallerken. Dette ur var han seks år om at bygge, og han havde nu nået en alder af 68 år, da H4 omsider skulle afprøves på en tur over Atlanten.

På turen var hans søn, William, med til at passe uret. Ved ankomsten til Jamaica var skibets position kun 1½ sømil forkert, hvilket var ganske enestående.

Stor var John Harrisons overraskelse, da det viste sig, at admiralitetet alligevel vægrede sig ved at udbetale den udlovede belønning. Man begrundede afslaget med, at der kune være tale om en tilfældighed, og man stillede krav om flere afprøvninger. Far og søn blev rasende og fremsatte krav til Parlamentet om at få udbetalt belønningen, men blev kun tilbudt 5.000 pund, hvilket John Harrison afslog.

Uret blev nu sendt af sted på endnu en tur over Atlanten og viste atter samme høje præcision. Denne gang tilbød Parlamentet 10.000 pund som forskud og de resterende 10.000, når andre urmagere havde fremstillet en kopi af H4.

I mellemtiden skulle den kongelige astronom Nevil Maskelyne (1732-1811) yderligere afprøve uret, og han hævdede efterfølgende løgnagtigt, at uret ikke var godt nok. I sin vrede henvendte John Harrison sig nu direkte til kong George 3., som fik mulighed for selv at afprøve uret.

Efter 10 uger i kongelig varetægt i sommeren 1772 var resultatet, at det afveg højst med et sekund i døgnet. En kongelig trussel om selv at møde op i Parlamentet, såfremt hele beløbet ikke blev udbetalt til den nu 80-årige Harrison, virkede. Hans indsats blev dog aldrig officielt anerkendt.

Tilsammen fik John Harrison efterhånden udbetalt væsentligt mere end de 20.000 pund og blev særdeles formuende. Han døde tre år senere og blev begravet på St. John’s kirkegård i Hampstead. Hvor prisen for et kronometer til at begynde med svarede til 1/3 af prisen på selve skibet, så faldt prisen for kronometeret snart til ca. 100 pund.

Efter 1. Verdenskrig fandt flådeofficeren Rupert T. Gould (1890-1948) fire af John Harrisons originale kronometre på loftet af Royal Greenwich Observatory. Urene var i en sølle tilstand, men blev over en årrække restaureret. De er nu udstillet på observatoriet, og flere af dem trækkes regelmæssigt op og går fortsat.

Ved en afstemning i 2002 blev John Harrison nr. 39 på en liste over Storbritanniens mest betydningsfulde personer.