katedralskole, tidligere også kaldt domskole eller kapitelskole, skoler, der i middelalderen var knyttet til domkirker og bispesæder.
Undervisningen omfattede foruden fag som grammatik, retorik og dialektik en oplæring i kristendom og kirkemusik. I de øverste klasser lå hovedvægten på uddannelse af vordende præster.
I Danmark kendes katedralskoler i Lund, Viborg, Ribe og Roskilde allerede i 1100-t., mens København og Aarhus først fik katedralskoler i 1200-t.
Katedralskolens elever, peblinge, medvirkede i domkirkens gudstjenester og andre kirkelige handlinger og fungerede undertiden også som degne ved omegnens sognekirker.
Efter Reformationen i 1536 blev de danske katedralskoler statslige latinskoler og fra 1903 gymnasieskoler. Ved den amtslige overtagelse af statens gymnasier i 1986 fik katedralskolerne lov til at beholde det oprindelige navn.
Se også klosterskole, latinskole og gymnasium.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki