© Møllers-Grafisk Tegnestue/Hans Møller
Pædagog. I diagrammet er antallet af pædagoger i beskæftigelse sammenholdt med erhvervsfrekvensen for 20-45-årige kvinder. Figuren dækker en periode, hvor kvinders adgang til arbejdsmarkedet stort set er gennemført, men hvor mange er overgået fra deltids- til fuldtidsbeskæftigelse. Denne udvikling afspejles i den øgede efterspørgsel efter daginstitutionspladser og en deraf følgende vækst i pædagogbeskæftigelsen.
Pædagoguddannelsen er en mellemlang videregående uddannelse; fra 1992 betegnelse for den uddannelse, der afløste uddannelserne til børnehavepædagog, fritidspædagog og socialpædagog. Grunduddannelse foregår ved pædagogseminarier og videreuddannelse fra 1997 ved Danmarks Pædagoghøjskole.
Den første formaliserede pædagoguddannelse i Danmark blev oprettet i 1885 af Hedevig og Sophus Bagger (1848-1943) som et etårigt kursus for børnehavelærerinder, det senere Frøbelseminarium på Frederiksberg. Før den tid havde danske unge piger måttet uddanne sig i Tyskland til "Kindergärtnerin". Efterhånden kom flere seminarier til overalt i landet, således Fröbelhøjskolen i 1906, grundlagt af Anna Wulff, Seminariet for Småbørnspædagoger i 1928 og Montessori-Seminariet i 1940. Blandt pionererne inden for pædagoguddannelsen var også Jens Sigsgaard, der bl.a. var rektor for Frøbelseminariet 1941-74.
Fra 1918 var uddannelsen toårig, fra 1970 treårig og fra 1992 af treethalvt års varighed. De internationale pædagogiske strømninger, som også har sat sig spor i dansk pædagoguddannelse, viser sig bl.a. ved, at to pædagogseminarier stadig har navn efter F. Fröbel. Da pædagoguddannelsen først fik egen lov i 1970, har der været stor frihed til på de enkelte seminarier at udvikle indholdsmæssige særpræg, især mht. samfundssyn og religion.
Den faglige specialisering har rettet sig mod forskellige institutionstyper og brugerkategorier, fx vuggestuer, børnehaver, fritidshjem, klubber og døgninstitutioner, foruden en mængde stærkt specialiserede sociale institutioner samt foranstaltninger for handicappede, fx døve, blinde, adfærdsvanskelige og udviklingshæmmede.
Pædagoguddannelsen er bredt anlagt; dels er der megen praktik på institutioner inden for social- og sundhedssektoren, dels er fagindholdet alsidigt. Pædagoguddannelsen indeholder både dannelsesaspekter og socialpolitiske sider, og den omfatter bl.a. samfundsfag, psykologi, pædagogik og kreative fag.
Samfundsmæssigt har pædagoguddannelsen dels medvirket til kvinders højere uddannelsesniveau, dels i betydelig grad kvalificeret den pædagogiske indsats for børn, unge og handicappede. Som på andre pædagogiske uddannelser er der også her en overvægt af kvindelige studerende. Således var der i 1995 13.070 kvindelige studerende mod 2981 mandlige. Ikke mindst pga. det stigende antal børn, der lever i splittede familier alene med deres mor, er der bestræbelser på at øge antallet af mandlige studerende.
Uddannelsen til pædagog foregår ved 32 pædagogseminarier, der er videregående uddannelsesinstitutioner. Der findes 15 pædagogseminarier øst for Storebælt, 2 på Fyn og 15 i Jylland (1998); på seminarierne i Haderslev, Hjørring og Jelling uddannes både pædagoger og folkeskolelærere. De første pædagogseminarier, herunder Frøbelseminariet fra 1885, var privatejede. Da institutionsområdet således i høj grad har udviklet sig på privatfilantropisk grundlag, har der været et stærkt præg af folkeligt engagement og frivillig indsats i uddannelserne. Med årene er stadig flere af institutionerne ligesom uddannelsesstederne blevet selvejende og bestyrelsesledede institutioner, siden 1970, da pædagoguddannelserne blev lovfæstet, med statstilskud. Alene Gedved og Ranum er stadig statsseminarier.
Områdets udvikling afspejler kvinders stigende deltagelse på arbejdsmarkedet. Således var der omkring 1950 blot seks seminarier, der uddannede børnehavepædagoger; nogle af dem havde også afdelinger for uddannelse af fritidshjemspædagoger. Væksten i antallet af seminarier har været jævn; flest — nemlig 18 — seminarier kom til i løbet af 1960'erne.
I 1992 blev alle pædagoguddannelser samlet til en enhedsuddannelse, som tilbydes på alle pædagogseminarier, men hvert seminarium har egen studieordning, så der kan være forskel på uddannelsens indhold og tilrettelæggelse ved seminarierne.
Pædagogseminarierne har igennem årene haft stor betydning for samfundsudviklingen både nationalt og lokalt ved bl.a. at tilbyde uddannelser, som især tiltrækker kvinder og formidler viden om opdragelse og børnekultur.
Læs videre om Danmarks Pædagoghøjskole.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki