Coop Norden var en fællesnordisk forbrugerkooperativ virksomhed i perioden 2002-2007.

Skabt ved en fusion i 2002

Ved en fusion i 2002 overførte brugsforeningsbevægelserne i Danmark (FDB, Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger), Norge (Coop NKL) og Sverige (KF, Kooperativa förbundet) deres forretningsdrift til det fælles selskab Coop Norden, som fik hovedkontor i Stockholm.

De tre lande ejede hhv. 38 %, 20 % og 42 %. Samtidig oprettede man tre datterselskaber Coop Danmark, Coop Norge og Coop Sverige, som tog sig af den nationale kædedrift, distribution og markedsføring.

Coop Norden: det største detailhandelsselskab i Norden

På papiret var Coop Norden en meget betydningsfuld virksomhed. Den blev Skandinaviens største detailhandelskæde med en markedsandel på 29 %. Samlet havde Coop Norden i 2006 en omsætning på ca. 100 mia. kr., over 3000 butikker og 64.000 ansatte.

Alligevel blev Coop Norden ikke en succes. Ikke mindst fra dansk side var der utilfredshed med, at der ikke var nok fokus på de nationale behov i den fælles indkøbsorganisation. Det skabte samtidig frustration i den store medlemsejede organisation, at man fra 2002 havde adskilt det forretningsmæssige og det foreningsmæssige, således at sidstnævnte i form af FDB ikke havde direkte indflydelse på driften.

Opløsningen af Coop Norden

Coop Danmark blev derfor i 2007 købt ud af Coop Norden, som med udgangen af året blev opløst. FDB blev derefter 100 % ejer af Coop Danmark.

Blivende resultater af samarbejdet blev etableringen pr. 1. januar 2008 af Coop Trading med hovedkontor i Høje Taastrup. Dette selskab står for indkøb af varer på det internationale marked, fx kaffe, te og frugt. Der blev også under Coop Norden skabt tre fælles labels (Änglemark, Coop og X-tra), som Coop Trading har ansvaret for at udvikle.

Læs mere i Den Store Danske

Læs mere i Trap Danmark

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig