Septemberforliget, aftale mellem LO og DA, indgået i 1899 som afslutning på den mest omfattende arbejdskamp i Danmark nogensinde; den varede fra maj til september og omfattede på sit højdepunkt over halvdelen af alle organiserede arbejdere.

Forliget var en afgørende forudsætning for den generelle udvikling af arbejdsmarkedet i Danmark, idet det fastlagde nogle af de fagretlige principper, som siden har været gældende. Med forligets bestemmelser om, at hovedorganisationerne på arbejdsmarkedet, DA og LO (i dag FH), anerkendte hinanden, fx i forbindelse med konflikter, forstærkedes centraliseringstendensen i begge hovedorganisationer.

Endvidere anerkendte fagbevægelsen arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet samt til at anvende den efter deres skøn passende arbejdskraft. Organisationerne anerkendte også hinandens ret til at etablere hhv. lockout og strejke, samtidig med at regler, fx for varsling af sådanne aktioner, udarbejdedes.

Yderligere fastsloges det, at stridsspørgsmål skulle afgøres ved forhandling og mægling, men hvis dette ikke førte til et resultat, kunne sagen indbringes for en domstol. Dermed var udviklingen hen mod en arbejdsret og en arbejdsdomstol påbegyndt, om end det varede ca. ti år, før udviklingen på dette område for alvor tog fart.

Konsekvensen af forliget kan ses som en institutionalisering af klassekampen, en indordning af i første omgang fagbevægelsen i de bestående økonomiske og samfundsmæssige rammer; det medførte, som det hævdedes, ordnede forhold på arbejdsmarkedet, men dog med en betydelig grad af fleksibilitet.

Det regulerede arbejdsmarked har i international sammenligning betydet en mindre konfliktpræget udvikling. Forliget gælder fortsat i de væsentlige træk, selvom bestemmelserne undervejs er blevet udbygget og præciseret betydeligt, således i Hovedaftalen af 1960 med senere ændringer.

Forliget har lige siden dets indgåelse været udsat for kritik af især arbejderbevægelsens venstrefløj, mens der i DA øjensynlig ikke har været utilfredshed med dets virkninger. Kritikken har fx været rettet mod fastlåsningen af strejkeretten i formelle bånd og mod Arbejdsretten generelt. Samtidig synes hovedaftalen tillige med en lang række andre aftaler mellem arbejdsgivere og arbejdstagere stadig at bidrage til at det danske arbejdsmarked aftalemæssigt fungerer godt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig