Orkla, norsk koncern, der fremstiller levnedsmidler, snacks, vaskemidler m.m.; var tidligere desuden engageret inden for kemikalier, medievirksomhed mv. Orkla blev stiftet i 1904 som Orkla Grube-Aktiebolag ved elven Orkla.

Koncernen fusionerede i 1986 med Borregaard og i 1991 med Nora Industrier. På mediefronten har Orkla ejet over 20 norske provinsaviser og behersket en stor del af avismarkedet i Polen, før virksomheden i 2011 flyttede det strategiske fokus til vækst inden for dagligvarer og frasolgte de fleste aktier uden for kerneområdet.

I Danmark sammensluttedes i 2000 Carlsbergs bryggeriaktiviteter og Orklas øl- og læskedrikdivision til Carlsberg Breweries, hvor Carlsberg A/S havde 60 % af aktiekapitalen, Orkla ASA 40 %. Ligeledes i 2000 erhvervede Orkla aktiemajoriteten i Det Berlingske Officin (se Berlingske Tidende). I 2004 trak Orkla sig ud af samarbejdet med Carlsberg, og i 2006 solgte Orkla Det Berlingske Officin til det britiske medieinvesteringsselskab Mecom Group plc.

I Danmark ejer Orkla bl.a. Beauvais, Kims, Odense Marcipan og K-Salat.

I 2013 var Orklas omsætning 33 mia. norske kr. med ca. 17.000 ansatte.

Orklas hjemmeside

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig