Léon Jouhaux, 1.7.1879-28.4.1954, fransk faglig leder. Oprindelig var Jouhaux syndikalist og hævdede fagbevægelsens politiske uafhængighed. I 1909 blev han generalsekretær for Confédération générale du travail, CGT, og deltog i oprettelsen af ILO i 1919. Han fortsatte på sin post i det i 1936 genforenede CGT, som opløstes af Vichy-regeringen. I 1945 blev Jouhaux igen generalsekretær for CGT, hvis flertal blev kommunistisk, hvorefter han og hans tilhængere i 1948 oprettede Force ouvrière. I 1951 modtog Jouhaux Nobels Fredspris for sin mangeårige indsats for fred mellem mennesker og nationer.