segmentering

Ved at inddele mulige kunder (efterspørgere) på et marked i homogene grupper (segmenter) ud fra antagelsen om ensartede reaktioner på virksomhedens markedsføringsindsats opnår virksomheden en dybere forståelse af eventuelle forskelle i behov og forventninger hos sine nuværende eller fremtidige kunder. Resultatet kan være en mere effektiv tilrettelæggelse af markedsføringsindsatsen, idet virksomheden herved kan henvende sig målrettet til netop de segmenter, som bedst harmonerer med virksomhedens egne resurser og kompetencer.

Til brug for segmentering af henholdsvis forbrugermarkedet og det industrielle marked (se industriel markedsføring) er der udviklet en række modeller og teknikker. Segmenteringskriterierne kan fx være formodede forskelle i behov, forventninger eller købsadfærd. I praksis vil man dog ofte på det industrielle marked anvende lettere tilgængelige kriterier som branchetilhørsforhold, virksomhedsstørrelse eller geografisk beliggenhed, hvor det forudsættes, at fx forskelle i virksomhedsstørrelse vil indicere forskelle i behov og købsadfærd. På forbrugermarkedet anvendes kriterier som køn, alder, indkomst eller livsstil som faktorer, der kan antages at sige noget om forskelle i forbrugerens behov og adfærd.

Forskellige investorer kan opdele det finansielle marked mellem sig ved at indrette deres efterspørgsel efter værdipapirer i overensstemmelse med forskelle i deres skattemæssige forhold. Disse forskelle kan dels henføres til, hvilke typer af finansielt afkast såsom renter, udbytter og kapitalgevinster/-tab der er indkomstskattepligtige/fradragsberettigede, dels til hvordan gevinster og tab opgøres, fx efter et realisationsprincip eller efter et lagerprincip. En gruppe investorer med ensartede skatteforhold betegnes også et (skatte)klientel, og betegnelsen klienteleffekt anvendes derfor synonymt med segmentering.

I international sammenhæng bruges segmentering også om det fænomen, at prisdannelsen på de finansielle markeder kan være forskellig i forskellige lande. Årsagen hertil skal primært søges i nationale og politisk bestemte restriktioner på kapitalbevægelser over landegrænser, som forhindrer, at disse forskelle kan udnyttes og derigennem udjævnes gennem arbitrage.

Inden for politologi taler man om den segmenterede stat, som angiver en opsplitning af samfundets politiske beslutningsprocesser i faglige områder såsom arbejdsmarkedspolitik, skolepolitik og socialpolitik. Opdelingen støttes ofte via den offentlige sektors organisatoriske opdeling i fagområder. Inden for hvert segment agerer politikere, embedsmænd og repræsentanter for interesseorganisationer, og de skaber via deres samspil efterhånden en uformel enighed om en ønskelig politik ud fra segmentets perspektiv. Dermed foregriber de reelt indholdet i de beslutninger, der siden formelt foretages i Folketinget og i kommunalbestyrelser. Segmenterede beslutningsprocesser er pga. deres specialiserede forankring vanskelige at koordinere ud fra mere overordnede samfundsmæssige hensyn. Se også neokorporatisme.