Aalborg Kongres & Kultur Center er et dansk center for messer, kongresser og events, grundlagt i 1933 i Aalborg som Aalborghallen.

Faktaboks

Også kendt som

AKKC

Aalborghallen

Den oprindelige Aalborghal

Aalborg Kongres & Kultur Center har sin oprindelse i erhvervsudstillingen Nordjysk Udstilling i 1933, der fandt sted i den til lejligheden opførte første Aalborghal. Til udstillingen blev tillige bygget et 55 m højt vartegn, Aalborgtårnet, tegnet af arkitekten Carlo Odgård (1899-1977).

Den første Aalborghal, der lå nedenfor Aalborgtårnet, blev straks efter den 9.4.1940 annekteret af de tyske besættelsestropper (se Besættelsen). Hallen nedbrændte dog i 1941, og som følge af materialemangel efter 2. Verdenskrig blev den først genopført på sin nuværende adresse i 1953.

Den nuværende 'Aalborghal'.

Den nuværende Aalborghal blev bl.a. opført med en teaterscene med samme specifikationer som Gamle Scene på Det Kongelige Teater og har ofte været anvendt til gæsteforestillinger fra samme. Derudover har bl.a. DR RadioUnderholdningsOrkestret flere gange afholdt sin årlige julekoncert i hallen.

Hallen kan rumme op til 3250 personer og benyttes både til store kongresser og, når stolerækkerne er kørt i depot under scenen, til afholdelse af messer.

Navneskiftet

I 1990 blev Aalborghallen udbygget med endnu en hal, Europahallen, der ligeledes er udstyret med scene og har plads til 625 personer. Samtidig fik hele centeret sit nuværende navn.

Aalborg Kongres & Kultur Center gennemgik i 2002 en omfattende renovering, som bl.a. omfattede en sammenbygning af Aalborghallen og Europahallen samt opførelse af et hotel med 168 værelser.

Til afholdelse af messer har Aalborg Kongres & Kultur Center et samlet udstillingsareal på godt 7000 m2 fordelt på syv sale. Til kongresser er der 40 mødelokaler og tre sale med plads til 2000 personer i den største.

Lufthavn Aalborg Lufthavn 11,5 km
Motorvej E45 6 km
P-pladser Betalingsparkering 700 pladser
Jernbane Aalborg Station 1 km
Lokalbane Ingen -
Bus Flere busruter Hovedindgang

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig