Bella Sky Conference & Events store auditorium med plads til 930 personer - kan opdeles i tre selvstændige sale.
Bella Sky Conference & Events store auditorium med plads til 930 personer - kan opdeles i tre selvstændige sale.
Af .

Bella Sky Conference & Events (tidligere Comwell Conference Center Copenhagen) er et konferencecenter, grundlagt i 2000 i Ørestad på Amager.

Faktaboks

Også kendt som
Copenhagen Congress Center

Bella Sky Conference & Events, der er tegnet af arkitektfirmaet Dissing + Weitling, ligger i samme bygningskompleks som Bella Center og AC Hotel Bella Sky Copenhagen.

Bella Sky Conference & Events råder over fire auditorier, hvoraf det største kan rumme 930 personer. Hertil kommer et stort antal fleksible mødelokaler samt to kongressale, dels den hidtidige hal A med plads til 4200 personer og dels hal D (Bella Arena fra 2021) med plads til 7000 personer indrettet til plenarforsamling. Begge haller har foldevægge, så de kan opdeles i mindre haller.

Når alle mødefaciliteter i Bella Sky Conference & Events tages i anvendelse sammen med de mødelokaler, som kan indrettes i Bella Centers øvrige haller, kommer den samlede mødekapacitet op på 30.000 personer, hvilket placerer Bella Center i eliterækken blandt verdens største konferencecentre.

Bella Sky Conference & Events har flere gange dannet ramme om store arrangementer i FN- og EU-regi, bl.a. klimakonferencen COP 15 i 2009, ligesom IOC i 2009 benyttede centeret til deres medlemsmøde, hvor tildelingen af værtskabet for OL i 2016 fandt sted.

Centeret ligger direkte ved motorvejen til Sverige og tæt på Københavns Lufthavn Kastrup samt Ørestad Station og metrostationen Bella Center.

Lufthavn Københavns Lufthavn, Kastrup 6 km
Motorvej E20 1,5 km
Parkering Betalingsparkering > 3000
Jernbane Ørestad Station 1,5 km
Metro Bella Center Station 500 m
Bus Flere ruter til og fra centrum af København

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig