Ure kan også opdeles efter deres placering og formgivning, stueure således i standure, vægure, bordure mv., og personlige ure i lommeure og armbåndsure.
Stueure, som i Europa kendes fra anden halvdel af 1300-tallet, underopdeles efter deres placering i boligen. De ældste bevarede bord-, taffel- og konsolure er fra renæssancen. De er indbygget i metalkasser formet som små tårne med urskiven på siden eller som runde eller kantede dåser med vandrette skiver. Andre bordure er lygteure, der kendes fra ca. 1660 til ca. 1800 og har lygteformede trækasser med fjedertrukne værker mellem to lodrette værkplader samt pendul. Portaluret, der er opbygget med to eller fire søjler, og hvor urværket er placeret mellem søjlerne, var almindeligt fra slutningen af 1700-tallet til midten af 1800-tallet.
Gruppen standure omfatter ure, der står på gulvet. En særlig dansk gruppe er bornholmerurene, der er fremstillet på Bornholm. Benævnelsen anvendes ofte fejlagtigt om alle danske standure.
Af vægure kan nævnes de tidlige lanterneure med åbent messingværk med spindelgang mellem to vandrette værkplader og stor klokke foroven. Af disse ure, der var almindelige fra 1630 til 1750, har de ældste uro, og de yngre pendul. I 1800-tallet importeredes i stort omfang såkaldte Schwarzwalderure, herunder også kukure, som er fremstillet siden 1700-tallet i Sydtyskland. De har hvidmalede træskiver og etdøgns værk med lodder og pendul. Også de amerikanske vægure, som blev fremstillet i USA fra ca. 1850 til ca. 1900 og efterlignet i Tyskland i samme periode, var meget udbredte. De har en flad, firkantet trækasse med mahogni- eller nøddetræsfineret rammeforkant, forsiden er en glasdør, hvis øverste del dækker den firkantede, hvidmalede skive, mens den nederste del er udsmykket med et glasmaleri. Værket har ankergang og kort pendul samt lodder i urkassen.
Personlige ure. Med anvendelsen af urfjederen som drivkraft i stedet for loddet fra ca. 1450 blev det muligt at konstruere flytbare ure. Opfindelsen af det bærbare ur ca. 1510 tillægges Nürnbergerurmageren Peter Henlein (ca. 1480-1542). Lommeurets endelige form blev skabt mellem 1675 og 1700. Det blev hurtigt prestigesymbol, og guld- og sølvkasser blev udsmykket med ciselering, relief eller emalje efter tidens mode. Værkerne i nogle modeller kunne endog udbygges med små, bevægelige figurer. I 1900-tallet blev lommeuret erstattet af armbåndsuret som det personlige ur.
Nøjagtighed. Det har til stadighed været et mål for udviklingen af urværkerne at forbedre gangnøjagtigheden. Dette kan opnås ved at holde regulatorens svingningstid konstant, hvorfor pendul og uro ofte er fremstillet af flere metaller med vekslende temperaturudvidelse, der kan udligne hinanden. Nøjagtigheden kan også forbedres ved at øge regulatorens svingninger pr. sekund. Navnlig dette princip er udnyttet i 1900-tallet ved konstruktionen af kvalitetsure.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.