Principskitse af batteridrevet kvartsur. Uret fungerer ved, at et kvartskrystal bringes i svingninger, når det påføres en spænding fra batteriet. Svingningerne reguleres i et elektronisk kredsløb og overføres derfra til enten en mikromotor, der via en udveksling driver viserne på et analogt ur, eller til endnu et elektronisk kredsløb, der tæller svingningerne og omsætter dem til tal, der vises på et display.
Tv. tegning af et fjederur, fx et lomme- eller armbåndsur, set fra bagsiden; dog er uro og anker af anskuelighedsgrunde set fra urets forside. Ved optrækskronen øverst spændes fjederen i fjederhuset. Kraften forplanter sig herfra via hjulværket til hæmværket. Dette består af en ankergang, som reguleres af den cirkelformede uro, der holdes i bevægelse af spiralfjederen. Th. tegning af et lodur. Lodurets gangværk drives af et lod, der påvirker en valse, som via drev og tandhjul bevæger hjulværket. Øverst ses hæmværket, her en ankergang, der skiftevis standser og frigiver hjulværkets bevægelse, og som reguleres af pendulets svingninger. Th. ses viserværket, der vha. drev og tandhjul omsætter minutviserens 60 minutters omdrejning til timeviserens 12-timers omdrejning.
Af de tre hæmværktyper er den ældste spindelgangen. Den består af en spindelaksel med to spindellapper, der skiftevis griber ind i ganghjulets tænder. Spindelakslens svingninger reguleres af svingstangen, hvis svingninger styres af to flytbare reguleringsvægte; regulering kan dog også ske ved en cirkelformet uro. Ved ankergangen griber grenene på ankeret, der styres af et pendul eller en uro, skiftevis ind i ganghjulet. Yngst er den uro-regulerede cylindergang. Her er uro-akslen udformet som en lille hul cylinder, hvori ganghjulets hammerformede tænder skiftevis fanges og frigives.
Dette renæssancebordur af tårntypen med kasse af forgyldt messing er dateret 1598 og signeret af Steffen Brenner, som er den første danske urmager, hvis ure er bevaret; klokken oven på urkassen er antagelig nyere. Det rigt ciselerede ur, der er fremstillet til et medlem af adelsslægten Bille, er 22,5 cm højt. Skiven har alene timeviser, ikke minutviser. Urværket, der er af jern med fjedertrukket spindelgang, blev oprindelig reguleret af en uro, senere af et pendul. Uret findes på Nationalmuseet.
Et ur er et instrument til måling af tid. I oldtiden og ældre middelalder blev tid registreret ved blandt andet solure, hvis skyggegivere viste Solens gang over himlen, ved vandure og sandure, også kaldet timeglas, som målte tiden ved hjælp af rindende vand eller sand, og ved olieure, der registrerede tid ud fra den brændte oliemængde. Senere urtyper er mekaniske ure og elektroniske ure.
Denne urtype går tilbage til ca. 1250 i Italien. De mekaniske ure er antagelig udviklet i kirker og klostre, hvor gejstligheden til bestemte tider skulle afholde bønner. Fra ca. 1300 har der også eksisteret mekaniske ure i Frankrig, Tyskland og England. Typen, der blandt andet omfattede tårnure i kirker, klostre, slotte og rådhuse, kendes i Norden fra fx domkirken i Lund, der fik sit første ur før 1400, og domkirken i Ribe, hvis ur er fra 1401.
Mekaniske ures gangværk består af fire hoveddele: drivmidlet, som driver hele gangværket, hjulværket, der overfører drivmidlets kraft til hæmværket, som skiftevis standser og udløser værkets bevægelser, og endelig regulatoren, der ved sine regelmæssige svingninger sikrer værket en jævn hastighed.
Mekaniske ure opdeles efter drivmidlets art i lodure, fjederure og elektriske ure. Loduret, der er den ældste type, bevæges af et lod, som via en snor eller kæde trækker på en valse i hjulværket. Fjederuret, der er kendt fra ca. 1450, får sin kraft fra en oprullet fjeder af stål, der driver hjulværket. Den er normalt indkapslet i et fjederhus. Elektriske ure, som er udviklet siden 1870'erne, drives af elektricitet fra et batteri eller fra lysnettet.
Hjulværket, også kaldet løbeværket, består af valser, tandhjul og drev, der overfører drivmidlets kraft til hæmværket, mens det samtidigt bevæger det viserne. Hæmværket, også kaldet gangen eller echappementet, modvirker hjulværkets naturlige hastighedsforøgelse og sikrer en jævn ganghastighed. De mest almindelige hæmværker benævnes efter udformningen enten spindelgang, ankergang eller cylindergang. Regulatoren var oprindelig en svingarm. Den blev i anden halvdel af 1400-tallet erstattet af en cirkulær uro. Fra 1657 blev også pendulet anvendt som regulator.
Mange ure er forsynet med slagværk, hvis opbygning svarer nogenlunde til gangværkets, og som udløses af dette. I slagværket er regulatoren et roterende vindfang, der består af en aksel med to metalvinger, hvis luftmodstand nedsætter værkets hastighed. Antallet af slag bestemmes i de ældste slagværker af en slagskive, der drejer én gang rundt på 12 timer. I slagskivens rand er der 11 indsnit, og det er længden af kammene mellem indsnittene, som bestemmer det antal slag, der skal slås på et givet tidspunkt. Ved det mere komplicerede rækkeslagværk styres timeslagenes antal af en "snegl", der er fast forbundet med timeviseren.
Ure kan også opdeles efter deres placering og formgivning, stueure således i standure, vægure, bordure mv., og personlige ure i lommeure og armbåndsure.
Stueure, som i Europa kendes fra anden halvdel af 1300-tallet, underopdeles efter deres placering i boligen. De ældste bevarede bord-, taffel- og konsolure er fra renæssancen. De er indbygget i metalkasser formet som små tårne med urskiven på siden eller som runde eller kantede dåser med vandrette skiver. Andre bordure er lygteure, der kendes fra ca. 1660 til ca. 1800 og har lygteformede trækasser med fjedertrukne værker mellem to lodrette værkplader samt pendul. Portaluret, der er opbygget med to eller fire søjler, og hvor urværket er placeret mellem søjlerne, var almindeligt fra slutningen af 1700-tallet til midten af 1800-tallet.
Gruppen standure omfatter ure, der står på gulvet. En særlig dansk gruppe er bornholmerurene, der er fremstillet på Bornholm. Benævnelsen anvendes ofte fejlagtigt om alle danske standure.
Af vægure kan nævnes de tidlige lanterneure med åbent messingværk med spindelgang mellem to vandrette værkplader og stor klokke foroven. Af disse ure, der var almindelige fra 1630 til 1750, har de ældste uro, og de yngre pendul. I 1800-tallet importeredes i stort omfang såkaldte Schwarzwalderure, herunder også kukure, som er fremstillet siden 1700-tallet i Sydtyskland. De har hvidmalede træskiver og etdøgns værk med lodder og pendul. Også de amerikanske vægure, som blev fremstillet i USA fra ca. 1850 til ca. 1900 og efterlignet i Tyskland i samme periode, var meget udbredte. De har en flad, firkantet trækasse med mahogni- eller nøddetræsfineret rammeforkant, forsiden er en glasdør, hvis øverste del dækker den firkantede, hvidmalede skive, mens den nederste del er udsmykket med et glasmaleri. Værket har ankergang og kort pendul samt lodder i urkassen.
Personlige ure. Med anvendelsen af urfjederen som drivkraft i stedet for loddet fra ca. 1450 blev det muligt at konstruere flytbare ure. Opfindelsen af det bærbare ur ca. 1510 tillægges Nürnbergerurmageren Peter Henlein (ca. 1480-1542). Lommeurets endelige form blev skabt mellem 1675 og 1700. Det blev hurtigt prestigesymbol, og guld- og sølvkasser blev udsmykket med ciselering, relief eller emalje efter tidens mode. Værkerne i nogle modeller kunne endog udbygges med små, bevægelige figurer. I 1900-tallet blev lommeuret erstattet af armbåndsuret som det personlige ur.
Nøjagtighed. Det har til stadighed været et mål for udviklingen af urværkerne at forbedre gangnøjagtigheden. Dette kan opnås ved at holde regulatorens svingningstid konstant, hvorfor pendul og uro ofte er fremstillet af flere metaller med vekslende temperaturudvidelse, der kan udligne hinanden. Nøjagtigheden kan også forbedres ved at øge regulatorens svingninger pr. sekund. Navnlig dette princip er udnyttet i 1900-tallet ved konstruktionen af kvalitetsure.
Denne gruppe omfatter kvarts- og atomure. I kvartsuret, der blev opfundet i 1920'erne og i løbet af 1970'erne fik stor udbredelse, er regulatoren et kvartskrystal, der ved anbringelse i et svagt elektrisk felt vil svinge 32.768 gange pr. sekund. Svingningerne omsættes til én impuls pr. sekund, og tiden vises digitalt i form af tal, der skifter i spring, fra helt tal til helt tal; disse ure benævnes digitalure. Kvartsure kan også vise tiden med visere på en urskive. Gangafvigelsen er under 0,1 sekund pr. døgn.
Selvom kvartsure efter 1970 har været stærkt efterspurgt som armbåndsure, vækkeure og stueure på grund af nøjagtighed og prisbillighed, er der stadig forbundet en vis prestige med mekaniske ure af høj kvalitet.
Til videnskabelig brug er kvartsuret afløst af atomuret, der er udviklet i midten af 1900-tallet og udnytter svingningerne af bestemte atomer eller molekyler som regulator, fx cæsium-atomet. Denne urtype har en gangafvigelse på højst ét sekund pr. én million år.
Radiostyrede ure modtager med mellemrum et signal fra en radiosender, der udsender et meget nøjagtigt tidssignal. I Europa sker det fra senderen med kaldenavnet DCF77, der er placeret i Mainflingen sydøst for Frankfurt am Main i Tyskland.
Radiosenderen benytter et langbølget signal på 77.5 kHz, og udsender hvert sekund én bit af et 60 bit langt tidssignal, der indeholder information om tidspunkt, dato, år og ugedag, og sluttelig sendes en synkroniseringsbit, der angiver det nøjagtige tidspunkt for hvilket det netop udsendte tidssignal er aktuelt. Dette gentages hvert minut.
Signalet styres af et atomur med meget høj præcision. Signalet har en rækkevidde på ca. 2000 km og kan således modtages i næsten hele Europa.
Dette signal benyttes i alle slags ure såsom vækkeure, armbånds- og vægure. De fleste ure synkroniserer kun deres tid en gang i timen, eller en gang i døgnet for at spare strøm, da de meget ofte er batteridrevne. Ind imellem synkroniseringerne benytter urene et indbygget kvarsur til at vise aktuel tid.
Mange lande har deres egne sendere, så et ur, der kan bruges i Europa, vil ikke kunne fungere andre steder.
Nøjagtige tidssignaler udsendes fra flere andre kilder end ovennævnte.
GPS-satellitter udsender udover lokationssignaler også et tidssignal. Nøjagtig tid er essentiel for at GPS-systemet kan fungere,
RDS (Radio Data System) bruges på FM-båndet, og kan, udover information om næste program eller hvilket musiknummer der aktuelt spilles, også indeholde tidsinformation.
Digitale radio- og TV-signaler, som DAB (Digital Audio Broadcasting) og DVB (Digital Video Broadcasting) indeholder begge tidsinformation.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.