Pædagogik er læren om den teori og praksis, der omhandler mål, midler, sammenhænge og forhindringer i relation til udvikling af værdier, viden og kunnen hos den enkelte.
Set under forskellige synsvinkler handler pædagogikken om opdragelse, undervisning og uddannelse, dvs. personlighedens dannelse i vid forstand.
Der er ikke klare grænser mellem pædagogik og de nævnte tre områder, men snarere tale om et samspil:
- set i forhold til opdragelse lægges der i begrebet pædagogik vægt på den holdningsmæssige side af personlighedsdannelsen,
- i forhold til undervisning lægges der i begrebet pædagogik vægt på principperne for valg af mål, indhold og metoder,
- i forhold til uddannelse lægges der i begrebet pædagogik vægt på struktur og organisation af undervisning og læring på alle niveauer.
Pædagogikken henter sin inspiration fra tre forskellige kilder:
- pædagogisk praksis, der forsyner os med konkrete erfaringer,
- pædagogisk empiri, der forsyner os med forskningsresultater baseret på observation af pædagogiske forhold,
- pædagogisk teori, der forsyner os med en fortolkning og systematisering af pædagogiske begreber og udsagn.
Det er et karakteristisk træk ved pædagogikken, at den forudsætter et samspil mellem de tre kilder, således at de indbyrdes supplerer og korrigerer hinanden.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.