Ungdomsskolen
Norge har en tiårig grundskole. 95 % af eleverne går i den offentlige skole.
Af .
Licens: CC BY ND 2.0

Uddannelsessystemet i Norge har udviklet sig efter nogenlunde de samme retningslinjer som de øvrige skandinaviske landes.

Grundskolen

Norge har en tiårig obligatorisk grundskole, hvoraf 1.-7. trin benævnes barneskolen og 8.-10. trin ungdomsskolen. 95,3% af eleverne i grundskolen går i den offentlige skole (2022).

Fra skoleåret 1997-1998 blev grundskolen udvidet fra ni- til tiårig, med skolestart det år barnet fylder seks år. Grundskolen er et kommunalt ansvar. Strukturen er decentraliseret med mange små og mellemstore skoler, således at eleverne i grundskolen fordeler sig med ca. 6 % i skoler med op til 100 elever, ca. 33 % i skoler med 100-300 elever og ca. 61 % i skoler med mere end 300 elever (2022).

Videregående skole

Ved indførelsen af Reform 94 fik alle 16-19-årige ret til op til tre års almen eller erhvervsrettet videregående undervisning. De erhvervsrettede studielinjer har alle et etårigt grundkursus med en et- eller toårig overbygning. 83 % af de unge fuldfører den videregående skole med studie- eller erhvervskompetence (2015-2021).

Højere uddannelse i Norge

De højere uddannelser omfatter universitets- og højskoleuddannelser og udbydes bl.a. på de ti universiteter i Oslo, Bergen, Trondheim, Stavanger, Kristiansand, Ås, Bodø og Tromsø, på Arkitektur- og designhøgskolen, Norges idrettshøgskole, Norges musikkhøgskole, Norges veterinærhøgskole og Kunsthøgskolen, alle i Oslo, samt på Norges Handelshøyskole i Bergen.

Desuden findes en række statslige højskoler, der i 1990'erne blev samlet i større centre for korte og mellemlange højere uddannelser, fx lærer-, pædagog-, ingeniør-, social- og sundhedsuddannelser.

Det norske uddannelsessystems historie

Det norske uddannelsessystem har udviklet sig fra den religiøst orienterede undervisning i de katolske katedral- og klosterskoler over latinskolerne og frem til vor tids skole med undervisning i humanistiske, naturvidenskabelige og praktisk-musiske fag.

Først efter Reformationen blev der lagt vægt på undervisning af den brede befolkning. Konfirmationens indførelse i 1736 og Forordningen af 1739 om skolerne på landet og om indførelse af skolepligt lagde grunden til en norsk almueskole. Langsomt blev denne skole reformeret gennem en række skelsættende skolelove i 1827, 1860, 1889, 1896, 1920, 1969 og senest i 1998.

Læs mere i Den store danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig