Ungdomskommissionen, kommission med det formål at undersøge ungdommens særlige problemer og behov og på grundlag heraf fremsætte egnede forslag. Kommissionen blev nedsat i 1945 og bestod af repræsentanter fra ministerier og organisationer med Hal Koch fra Dansk Ungdomssamvirke som formand. Den udarbejdede en række rapporter frem til den store betænkning Ungdommen og fritiden fra 1952, og kommissionens arbejde kom på flere måder til at danne baggrund for ungdomspolitikken og de offentlige tilskud til det frivillige ungdomsarbejde.