overenskomst

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

overenskomst, kollektiv aftale på arbejdsmarkedet mellem arbejdsgivere og lønmodtagere, som fastlægger centrale vilkår i forbindelse med ansættelsesforholdet. Vedr. juridiske overenskomster, se aftale og kontrakt.

På arbejdsgiverside kan en virksomhed blive overenskomstdækket enten ved at tilslutte sig en overenskomstforpligtet arbejdsgiverforening eller ved selv at underskrive en overenskomst med en fagforening (tiltrædelsesoverenskomst).

På lønmodtagerside indgås overenskomsten derimod kollektivt. Som lønmodtager er man kun dækket af en overenskomst, hvis ens virksomhed er blevet overenskomstdækket på én af de to nævnte måder.

Til de vilkår, der normalt indgår i overenskomster, hører bestemmelser, der fastlægger en normalløn eller en mindsteløn. Normalløn, som i dag er mest udbredt i den offentlige sektor, indebærer, at den ansattes faktiske løn er fastsat i overenskomsten, mens minimal- eller mindsteløn, som i dag omfatter de fleste overenskomstdækkede i den private sektor, indebærer, at overenskomsten fastlægger den mindste løn, der kan aftales, mens den ansattes faktiske løn aftales på virksomheden, dvs. lokalt. Visse overenskomster på funktionærområdet indeholder dog ikke en mindstelønsats.

Herudover indeholder overenskomsterne bestemmelser, der vedrører løndannelsen, fx i form af en bestemmelse, der fastslår, at forhandlinger om lønregulering højst finder sted én gang årlig. Overenskomsterne indeholder en række satser for arbejde på særlige vilkår, fx smudstillæg, tillæg for skifteholdsarbejde eller for forskudt tid. Desuden er der indeholdt regler, der fastlægger den normale ugentlige arbejdstid.

I de senere år er opfattelsen af arbejdstiden gjort mere fleksibel, idet virksomhederne gradvis har opnået mulighed for at planlægge på en sådan måde, at 37-timers-ugen opfattes som et gennemsnit for en længere periode, op til et år, hvor arbejdstiden kan variere.

Endvidere er indeholdt bestemmelser om varsling af og forhøjet kompensation for overarbejde. Kompensation kan enten have form af afspadsering eller af kontant udbetaling.

Endelig er indeholdt retten til at vælge tillidsrepræsentant (ved mindst seks ansatte) samt retten til efteruddannelse og uddannelsesplanlægning, udvidede opsigelsesregler, arbejdsmarkedspension og løn under barsel m.m. En arbejdsgivers pligt til kun eller fortrinsvis at beskæftige medlemmer af det forbund, der har indgået overenskomsten (en såkaldt eksklusivaftale), kan også indgå i en overenskomst.

Disse rettigheder for lønmodtagerne modsvares af nogle forpligtelser, primært tillidsrepræsentantens pligt til at fremme et godt og roligt samarbejde mellem parterne og parternes pligt til ikke at iværksætte eller deltage i kollektive arbejdskonflikter, så længe overenskomsterne løber, den såkaldte fredspligt.

Overenskomsterne spiller i Danmark en stor rolle, fordi lovgivningen kun i begrænset omfang regulerer de dele af ansættelsesforholdet, som overenskomsterne dækker. I modsætning til i de fleste andre europæiske lande eksisterer der ikke i Danmark lovgivning om mindsteløn, om den ugentlige arbejdstids længde eller om honorering af overarbejde.

Ansættelse på overenskomstvilkår er langt den mest udbredte ansættelsesform blandt offentligt ansatte og blandt arbejdere i den private sektor, se overenskomstansættelse. Tidligere var det kun et mindretal af de privatansatte funktionærer, der var overenskomstansatte, ca. 40% indtil midten af 1990'erne, men andelen er siden steget til over 50%..

Siden 1980'erne er der sket en betydelig decentralisering af forhandlingskompetencen vedrørende løn og arbejdstid, idet flere vilkår i dag aftales lokalt på virksomhederne i modsætning til centralt mellem overenskomstparterne; fx er flere i dag på mindsteløn end tidligere, og de mere fleksible regler for arbejdstid henlægger også i stigende grad afgørelserne om disse spørgsmål til det lokale niveau.

Samtidig er en lang række nye emner kommet ind i overenskomsterne i de senere år, bl.a. arbejdsmarkedspension og løn under barsel. Desuden indebærer overenskomsternes centrale fastlæggelse af de spilleregler, man forhandler efter lokalt, at de stadig spiller en betydelig rolle for det lokale samarbejde på virksomhederne.

Overenskomstfornyelse

Overenskomster er tidsbegrænsede. Tidligere var to år en normal løbetid, men i de senere år er også et-, tre- og fireårige overenskomster forekommet. Ved overenskomstens udløb ophører fredspligten, og forhandlingerne om overenskomstfornyelse foregår derfor altid på baggrund af trusler om arbejdskonflikt, som på dette tidspunkt lovligt kan varsles af parterne ... Læs videre om overenskomstfornyelse.

Overenskomstbrud

foreligger, når en part i et overenskomstforhold krænker de rettigheder, som den anden part har erhvervet sig ved de overenskomstmæssige bestemmelser eller disses forudsætninger. De mest almindelige er overenskomststridige arbejdsstandsninger (strejker) eller en arbejdsgivers underbetaling af medarbejdere ... Læs videre om overenskomstbrud.


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
20/04/2010
Oprindelige forfattere
OWD
01/02/2009
StSch
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki