Carl Jacobsen

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Carl Jacobsen lod sig i 1893 male af August Jerndorff, som syv år tidligere havde malet hans far, J.C. Jacobsen. Portrætterne er pendanter, samme størrelse og samme udstyr. Carl Jacobsen står ved et bord i sit arbejdsværelse i Ny Carlsbergs hovedbygning støttende sig til samme bog af Louis Pasteur, som hans far blev afbildet med, og med arkitekturtegninger, lup, bygkorn, mikroskop, øletiketter m.m. anbragt på bordet. Billedet vidner bl.a. om Carl Jacobsens beundring og agtelse for sin far.

Carl Jacobsen, Carl Christian Hilmann Jacobsen, 2.3.1842-11.1.1914, brygger, kunstsamler og mæcen, J.C. Jacobsens eneste søn. Carl Jacobsen fik sin bryggeruddannelse dels på Carlsberg, dels på bryggerier i udlandet. I 1871 begyndte han som lejebrygger på et nyopført bryggeri ved siden af faderens, Anneksbryggeriet.

Øllet kaldte han Ny Carlsberg, og afsætningen gik strygende, men da han reducerede bayerskøllets lagringstid i overensstemmelse med udenlandske erfaringer, pådrog han sig faderens vrede. Da J.C. Jacobsen samtidig stod og manglede udvidelsesmuligheder for sit eget bryggeri, opsagde han sønnens lejemål, og denne måtte på en nabogrund for egen regning opføre et nyt bryggeri, Ny Carlsberg, som med tidens nyeste teknik stod færdigt i 1881.

Året efter testamenterede faderen sine bryggerier til Carlsbergfondet, oprettet 1876. Disse dispositioner ødelagde i en sådan grad forholdet mellem far og søn, at de vendte hinanden ryggen i fire år. I 1886 forsonedes de, men kampen om markedsandele fortsatte.

I 1902 skænkede Carl Jacobsen Ny Carlsberg til Carlsbergfondet og stiftede samtidig sammen med hustruen Ottilia (1854-1903) Ny Carlsbergfondet til støtte for kunsten i Danmark. Dermed banedes vejen for de to Carlsbergbryggeriers sammenlægning, som fandt sted i 1906, og Carl Jacobsen udnævntes af Carlsbergfondet til enedirektør.

Sine store indtægter og mere til brugte han til indkøb af kunst og til mæcenvirksomhed. Han oprettede i 1879 legatet Albertina til udsmykning af Københavns parker og anlæg. I 1882 grundlagde han Ny Carlsberg Glyptotek i tilknytning til sin egen bolig for senere at skænke samlingen til staten og Københavns Kommune; samlingen blev i 1897 flyttet til en nybygning på Dantes Plads, tegnet af arkitekt Vilhelm Dahlerup.

1884-91 byggede Carl Jacobsen Jesuskirken i Valby. Hans hovedinteresse var den klassiske skulptur og 1800-t.s franske salonkunst. Ved sine indkøb af antik kunst støttede han sig bl.a. til sin agent, den tyske arkæolog Wolfgang Helbig.

Ny Carlsberg Glyptotek. Den ældste bygning med museets hovedindgang vender ud mod Dantes Plads. Den blev påbegyndt i 1890 efter Vilhelm Dahlerups tegninger og indviet i 1897; facaden er udsmykket med buster og statuer af danske og franske billedhuggere. Kuplen over vinterhaven er også tegnet af Dahlerup, men stod først færdig ved åbningen af Hack Kampmanns bagvedliggende bygning i 1906. Foran museet står på en antik søjle, en gave fra byen Rom, Einar Utzon-Franks statue af Dante Alighieris elskede Beatrice, rejst 1921-24 i anledning af 600-året for den italienske digters død.

Den franske kunst orienterede han sig om ved jævnlige besøg på Salonen i Paris, og han var initiativtager til den franske kunstudstilling i København i 1888. Han var medstifter af Kunstindustrimuseet og af Den Kongelige Afstøbningssamling; for sidstnævnte fungerede han som direktør fra 1896.

I sit industribyggeri foretrak Jacobsen historicismen. Omkring år 1900 var han Københavns største bygmester med Vilhelm Dahlerup, Vilhelm Klein og Hack Kampmann som arkitekter.

Carl Jacobsens samlermani og hans tro på kunstens opdragende indflydelse drev ham til de mange projekter og de umådelige indkøb. Hans mæcenat var fremsynet, og internationalt hører han til blandt 1800-t.s store museumsgrundlæggere.

Læs også om Carl Jacobsen i Dansk Biografisk Leksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Vinterhaven i Ny Carlsberg Glyptotek i København.

© Dette billede må du ...

Carl Jacobsen lod sig i 1893 male af August Jerndorff, som syv år tidligere havde malet hans far, J.C. Jacobsen. Portrætterne er pendanter, samme størrelse og samme udstyr. Carl Jacobsen står ved et bord i sit arbejdsværelse i Ny Carlsbergs hovedbygning støttende sig til samme bog af Louis Pasteur, som hans far blev afbildet med, og med arkitekturtegninger, lup, bygkorn, mikroskop, øletiketter m.m. anbragt på bordet. Billedet vidner bl.a. om Carl Jacobsens beundring og agtelse for sin far.

Viser 3 af 3 billeder

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
11/01/2014
MHansen
29/06/2013
Redaktionen
11/01/2013
Oprindelig forfatter
KGla
31/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki