Jan Bonde Nielsen, f. 20.5.1938, dansk erhvervsmand. Bonde Nielsen gik i gartnerlære og kom senere på Landbohøjskolen. Allerede i studietiden påbegyndte han blomsterproduktion på Sardinien, senere i Kenya under firmanavnet DCK (Dansk Crysantemum Kultur). I 1974 fik Bonde Nielsen for overvejende lånte midler kontrol med Burmeister & Wains Motor- og Maskinfabrik A/S. 1975-76 og i 1979 var han formand for B & Ws bestyrelse og 1976-79 direktør samme sted.
Mange stolede på hans evner til at få det skrantende selskab på ret køl, bl.a. fordi han straks fik et forbilledligt godt forhold til de ansatte. Uklarhed om DCKs økonomi og mistanke til Bonde Nielsens dispositioner i dette selskab farvede imidlertid holdningen til hans engagement i B & W, bl.a. hos de toneangivende banker. Koncernen trådte i betalingsstandsning 1980; alle kreditorer blev siden betalt. Efter en retssag har Bonde Nielsen etableret sig i London, hvorfra han driver ejendomshandel, skibsfart og int. handel. Han har skrevet bøgerne Dømt (1980) og Frikendt (1986).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.