.

BP, opr. The British Petroleum Company PLC, olieselskab, stiftet i 1909 som Anglo-Persian Oil Company på grundlag af de siden hen nationaliserede iranske oliefelter. Koncernen begyndte i 1920 at drive virksomhed i Danmark, men solgte i 1987 sit net af benzinstationer til det kuwaitiske Q8.

BP's fusionering med Amoco og andre opkøb

I 1998 fusionerede BP med det amerikanske olieselskab Amoco, grundlagt i 1889 af John D. Rockefeller som Standard Oil Company (Indiana) med særligt henblik på raffinering af råolie med højt svovlindhold og udviklede sig derfra til en verdensomspændende koncern i olieindustrien og den petrokemiske industri. Sammenlægningen med BP blev beskrevet som den hidtil største industrifusion; det nye selskab havde 1998-2001 navnet BP Amoco.

I 2000 overtog BP det amerikanske ARCO (Atlantic Richfield) og det britiske Burmah Castrol plc. I 2002 købtes det tyske VEBA Oel (Aral).

Olielæk

I 2010 ramtes olieboreplatformen Deepwater Horizon, der var leaset af BP, af en eksplosionsulykke, der førte til et omfattende olieudslip i Den Mexicanske Golf.

Omfang og omsætning

BP er et af verdens største olieselskaber med en omsætning på 375,6 mia. dollar og 86.000 ansatte (2012).

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig