ICI, Imperial Chemical Industries, britisk kemikoncern, stiftet i 1927 af en kreds af firmaer som modtræk imod det tyske I.G. Farbens dominerende position på verdensmarkedet. ICI havde fra begyndelsen en række hovedprodukter som farver, gødning, sprængstoffer m.m., og senere gennem forskning er mange nye produkter blevet udviklet.

Under 2. Verdenskrig gjorde en ICI-opfindelse, polyethylen, nytte ved isolering af radarkabler, mens en anden opfindelse, Perspex, nyttiggjordes til brug for kuppeltaget i Spitfire-flyene.

I 1990'erne afhændede ICI produktionen af bl.a. gødning, soda og salt og gik bort fra sine olieinteresser, hvorefter koncernen koncentrerer sig om bl.a. produktion af farver, plantebeskyttelsesmidler, lægemidler og sprængstoffer. I Norden har ICI siden 1993 været styret fra et datterselskab i Göteborg, ICI Norden AB. På verdensplan var omsætningen i 2005 5,8 mia. pund og medarbejdertallet ca. 30.000. I 2008 blev ICI overtaget af Akzo Nobel.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig