Jacob Holm & Sønner, Jacob Holm & Sons AG, Jacob Holm Industries, opr. dansk tekstilvirksomhed, stiftet af fabrikant Jacob Holm (1770-1845), der i 1794 etablerede sig som urtekræmmer på Amager. Til sin forretning føjede han oliemølle, limfabrik, sæbesyderi, eddikefabrik, lysestøberi, bødkerværksted, reberbane, sejlgarnsspinderi og et rederi, Jacob Holm, der en overgang var Danmarks største. Holm købte ligeledes Larsens Plads til brug ved skibsreparationer, og han sendte hvalfangerbåde til Sydhavet. I 1836 optog han to sønner som kompagnoner.

Med tiden koncentrerede virksomheden sig om garnprodukter, først baseret på jute, fra 1970'erne på plast. Pga. arbejdskraftmangel i København henlagdes produktionen i 1971 til Varde, og Danaklon A/S er blevet koncernens bærende produktionsled med moderselskabet, Jacob Holm & Sønner A/S, som holdingselskab. Danaklon producerede syntetiske fibre til bleer og hygiejnebind til verdensmarkedet.

Koncernen indgik 1997 i joint venture med fiberdivisionen i den amerikanske Hercules-koncern, men solgte året efter sin del af Hercules-koncernen i USA til den amerikanske medejer. Hovedaktionær advokat Poul M. Mikkelsen (f. 1952) blev derved i stand til at indfri de øvrige aktionærer. I 2000 afnoteredes virksomheden på Københavns Fondsbørs. Cementfiberproduktionen i England blev frasolgt, og koncernen gik nu over til udelukkende at producere indhold til fibre.

I 2006 overtog selskabet den Ikast-baserede virksomhed Tytex (Thygesen Textile Group A/S) og udskilte en division under navnet Jacob Holm & Sons STA A/S. Ejerandelen i STA blev frasolgt i 2007.

Jacob Holm & Sons har hovedkontor i Schweiz og virker som moderselskab for en produktion af non-wovens til bl.a. hygiejneindustrien, der foregår hos Jacob Holm Industries (France) SAS og Jacob Holm Industries (America) Inc.

www.jacob-holm.com

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig