• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

LEO Pharma A/S

Oprindelige forfattere OWD og VAn Seneste forfatter Lene Vistrup

LEO Pharma A/S, tidl. Løvens Kemiske Fabrik A/S, dansk medicinalvirksomhed, stiftet i 1908 af apoteker August Kongsted (1870-1939). Virksomheden fik sit gennembrud i 1912 med lægemidlet Albyl. Under 2. Verdenskrig blev Leo Pharma den første penicillinproducent uden for Storbritannien og USA.

Ud over medicin fremstilledes tidligere dyrefoder og plastudstyr til bl.a. kirurgisk brug; disse aktiviteter blev solgt i 2005. LEO Pharma producerer især præparater til behandling af hudsygdomme og blodpropper, bl.a. psoriasismidlerne Daivonex®, Daivobet® og Xamiol® og det blodfortyndende middel Heparin LEO®; psoriasismidlerne er internationalt markedsførende.

Virksomheden ejes af Leo Fondet; i 2011 var omsætningen 7,7 mia. kr. med ca. 4400 medarbejdere i 61 lande. I 2002 indviedes et stort forskningscenter i Ballerup.

LEO Pharmas hjemmeside