Ben Tillett, Benjamin Tillett, 11.9.1860-27.1.1943, britisk faglig leder og politiker. Tillett blev i 1887 sekretær i tearbejdernes fagforening, og han var førende i havnearbejderstrejken 1889. Efter strejken begyndte en omfattende organisering af de ufaglærte arbejdere, hvor Tillett var en af de ledende. Han fortsatte som fagligt aktiv indtil 1931. I 1893 var han medstifter af Independent Labour Party, men skiftede senere til andre venstrefløjspartier. I 1. Verdenskrig gik han ind for en aktiv krigslinje. 1917-24 og 1929-31 var han medlem af Underhuset for Labour Party.