Joe Hill, Joseph Hillstrom, opr. Joel Hägglund, 7.10.1879-19.11.1915, svensk-amerikansk sangskriver og fagforeningsorganisator, medlem af det syndikalistiske Industrial Workers of the World, IWW.

Efter en politisk præget retssag i staten Utah blev Joe Hill på et spinkelt grundlag dømt for mord og henrettet trods internationale protester.

Joe Hills samfundskritiske og satiriske arbejdersange, som bl.a. er publiceret i den berømte Little Red Songbook, fik stor betydning for IWW's agitation blandt de amerikanske arbejdere.

Stor udbredelse fik også siden 1930'erne sangen I Dreamed I Saw Joe Hill Last Night med tekst af Alfred Hayes og musik af Earl Robinson, sunget af bl.a. Paul Robeson og Joan Baez.

Den svenske instruktør Bo Widerberg skildrede Joe Hills liv i filmen Joe Hill (1971).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig