Sripad Amrit Dange, 10.10.1899-22.5.1991, indisk politiker og fagforbundsfunktionær. Dange blev tidligt politisk aktiv og var medstifter af Indiens kommunistiske parti, formand 1962-79. Han var ligeledes aktiv i den ene af Indiens faglige landsorganisationer, AITUC, og var dens generalsekretær 1954-76. Pga. sin kamp mod det britiske kolonistyre sad han fængslet 1924-27, 1929-35 og 1939-43. Efter uafhængigheden i 1947 søgte han samarbejde med Kongrespartiet. Dange er forfatter til adskillige bøger.