emballage

Emballage, indpakningsmateriale, som omslutter et produkt. Emballage har til formål at beskytte et produkt under distribution og transport, at bevare dets kvalitet og forlænge holdbarheden, men emballage kan også beskytte omgivelserne mod et giftigt eller på anden måde sundhedsfarligt produkt.

Den tidligste form for emballage var blade, bark eller skind. Senere brugtes mere forarbejdede emballager af ler, glas, træ og plantefibre, som var mere velegnede til de søvejstransporter, som udgjorde en væsentlig del af grundlaget for handel og krigsførelse frem til den industrielle revolution i 1700-t.

Konservesdåsens opfindelse var resultatet af Napoleon 1.'s krav om en emballage, der kunne konservere fødevarerne til hans tropper. Samme konservesdåse blev en af forudsætningerne for den masseproducerende fødevareindustris gennembrud omkring år 1900.

Plastemballagen fremkom efter 2. Verdenskrig. Samtidig fik emballagen også afgørende betydning for afsætningen af masseproducerede varer. Inden for moderne detailhandel er salgsemballagen en indpakning, der skal give varen identitet og fange forbrugerens opmærksomhed, informere om indholdet, stimulere til køb og understøtte produktets anvendelse.

Betydningen af det sidste er tiltagende, fordi forbrugerne ønsker bekvemme emballager, der kan nedsætte tidsforbruget i husholdningerne; fx kan en række frosne færdigretter tilberedes og serveres direkte i emballagen. Ud over forbrugernes ønske om funktionalitet og evt. æstetik designes den moderne emballage med henblik på bæredygtighed og minimering af materiale- og pladsforbrug. Varer til det industrielle marked leveres i transportemballage, som sjældent har salgsformål, og som derfor er mere homogen og lettere at genbruge.

De hyppigst anvendte emballagematerialer er glas, metal, papir, pap og plast; specielt er forbruget af plast tiltaget i de senere år. Væksten i forbruget af transport- og salgsemballage skyldes bl.a. produktionssektorens centralisering og selvbetjeningsbutikkernes udbredelse.

De offentlige myndigheder forsøger at afbøde de miljømæssige konsekvenser af væksten ved at gennemføre forskellige afgifts- og genbrugsordninger, i Danmark fx pantflaskesystemet samt indsamling af glas og aviser. Pantflaskesystemet har været indklaget som teknisk handelshindring ved EF-Domstolen, men klagen blev afvist pga. systemets miljømæssige fordele.

I flere EU-lande, specielt Tyskland, har man arbejdet på at udtænke systemer til genbrug af salgsemballage. I Danmark genindvindes hovedparten af salgsemballagen til energi og forbrænding.

Miljøministeriet og de berørte brancheorganisationer har indgået aftaler om genbrug af transportemballage og udfasning af PVC, dvs. gradvis erstatning af PVC, der ved forbrænding kan udskille kræftfremkaldende dioxiner.

I 1994 vedtog EU-Kommissionen et emballagedirektiv, som skulle harmonisere genbrugspolitikken inden for EU. Se også genanvendelse. Andre former for offentlig regulering på emballageområdet vedrører fødevarehygiejne.

Ifølge EU-direktiver må fødevarer ikke komme i direkte forbindelse med emballage, som er fremstillet af genbrugsmateriale, ligesom der er regler for, hvilke kemiske stoffer fx plastemballager må afgive til fødevarer. Salgsemballage skal endvidere ifølge Markedsføringsloven forsynes med troværdig indholdsangivelse.