handel (historie - 1800-t.)

Handel (historie - 1800-t.), Allerede i 1700-t. begyndte et nyt og mere dynamisk syn på handel at afløse merkantilismen. Man erkendte, at der kunne skabes større velstand gennem en international arbejdsdeling, hvorved lande eller regioner kunne udnytte særlige produktionsfordele.

Det førte til en tiltagende liberalisering af samhandelen, hvilket yderligere fremmedes af en betydelig befolkningstilvækst i Nordvesteuropa samt af øget beskæftigelse uden for landbruget med et deraf følgende stigende behov for fødevarer og for råvareforsyning til fremstillingsvirksomhederne.

I 1800-t. ændredes verdenshandelens sammensætning, idet masseproducerede fabriksvarer udgjorde en stadig stigende del af omsætningen, og den økonomiske liberalisme blev den dominerende økonomiske doktrin.

Handelsreguleringerne afvikledes imidlertid ret langsomt, endog i England, der i 1700-t. industrialiseredes som det første land i verden, og hvor London gradvis udkonkurrerede Amsterdam som førende handelsby. Den træge udvikling kan tilskrives fiskale hensyn, men må i lige så høj grad ses på baggrund af protektionistiske nationale erhvervsinteresser.

Først fra omkring midten af 1800-t. tillod Storbritannien fri import af korn og import på fremmede skibe uden hensyn til de indførte varers oprindelsessted samt eksport af maskiner, hvis produktion kunne betyde konkurrence for de britiske fabriksvarer.

I nogle få årtier fra midten af århundredet liberaliseredes den internationale handel stærkt, sædvanligvis eksemplificeret ved indgåelsen i 1860 af en britisk-fransk frihandelsaftale. Tendensen gik dog allerede fra slutningen af 1870'erne igen mod en øget protektionisme, da en økonomisk tilbagegang ramte europæisk økonomi.

Storbritannien, der i stigende grad fik konkurrence fra Tyskland og USA som dominerende industrination, fastholdt dog en udstrakt frihandel, som ellers kun Holland og Danmark bevarede på kontinentet. Et øget udbud af korn fra USA og Rusland medførte et prisfald på vegetabilske produkter, og udbygning af jernbanenettet gav mulighed for opdyrkning af nye store områder, der kunne forsyne det nordvesteuropæiske kornmarked pga. samtidigt faldende fragtrater for skibene.

I stedet for at beskytte og fastholde et kornproducerende landbrug udnyttedes prisfaldet i Danmark til en omfattende omlægning fra vegetabilsk til animalsk landbrugsproduktion, og Storbritannien blev hovedaftager af dansk smør og flæsk (bacon).

Den europæiske handel i 1800-t. var præget af Storbritannien, som havde en hurtigt voksende industriel og urban økonomi. Britisk tekstilindustri var hovedaftager af en stærkt voksende bomuldseksport fra Sydstaterne i USA, og landets jern- og metalindustri, der længe havde fået jernmalm fra Sverige, blev i stigende grad forsynet med russisk jernmalm ud over landets beskedne egenproduktion.

Storbritannien fik desuden stigende betydning som fødevareimportør; i anden halvdel af 1800-t. gik fx over halvdelen af den danske eksport hertil, indtil 1870'erne hovedsagelig i form af korn, men fra 1880'erne helt overvejende som smør, bacon og æg, der bl.a. også importeredes fra Holland og fra oversøiske lande som New Zealand og Canada.

Storbritanniens afsætning af industrielt fremstillede varer og kul skete til et meget stort antal lande, og efter afslutningen på Revolutions- og Napoleonskrigene i 1815 foregik samhandelen med kontinentet primært gennem store handelsbyer som Lissabon, Rotterdam, Amsterdam og Hamburg.

Sidstnævnte havde fx via Elben og pga. traditionelle forbindelser til Norden et betydeligt opland. Britiske industrivarer oplagredes hurtigt i byen, og britisk kapital var med til at styrke de hamburgske handelshuse.

Fra 1800-t.s midte var de politiske begivenheder og bl.a. bedre kommunikationsmuligheder i form af telegrafen medvirkende til, at den danske samhandel med Storbritannien i stigende grad blev direkte og ikke mere gik over Hamburg.

De oktrojerede selskabers privilegier passede ikke med liberalismens handelsteorier. Det blev derfor i stigende grad en statsopgave at sikre handelsinteresserne, og i Asien og Afrika blev en række områder gjort til egentlige kolonier. De europæiske stormagter og USA tvang endvidere fra omkring midten af århundredet Kina og Japan til at åbne sig for den internationale handel.

I Danmark, hvor der ikke var basis for en større oversøisk handel uden neutralitetens fordele i krigstid, ophævedes de oktrojerede handelskompagnier i første halvdel af 1800-t., og besiddelserne i Indien og Afrika, der allerede i 1700-t. var overgået til den danske stat, solgtes til briterne i hhv. 1845 og 1850. Samhandelen med Dansk Vestindien havde fra da af også begrænset betydning, og i 1917 blev øerne solgt til USA.

Dansk oversøisk handel blev i stedet domineret af fri import af korn og foderstoffer. Hertil kom, at ØK, stiftet i 1897 af H.N. Andersen, ud over at deltage i handel med foderkager fra Asien importerede tømmer fra Sydøstasien. Handelen på Norge og Island blev givet fri i 1787, på Færøerne i 1856, men først i 1950 på Grønland.

Læs videre om handel i mellemkrigstiden eller om handel generelt.