Histadrut, (hebr. 'forbund'), egl. ha-Histadrut ha-Kelalit shel ha-Ovedim be-Eretz Yisrael, Det Almene Israelske Arbejderforbund, oprettet i 1920 af zionistiske organisationer i Palæstina. Siden 1959 har forbundet også optaget arabiske arbejdere som ligeberettigede medlemmer. I alt er ca. 35% af Israels befolkning og ca. 80% af de jødiske og arabiske arbejdere organiseret i Histadrut, som domineres af Det Israelske Arbejderparti. Histadrut har tidligere været en betydelig økonomisk faktor i Israel via de tilknyttede kooperative virksomheder. I 1990'erne ramtes forbundet imidlertid af en økonomisk og strukturel krise, der medførte privatisering af dets virksomheder og opgivelse af den kulturelle sektor. Histadrut (nu New Histadrut) er herefter helt overvejende en fagbevægelse.