IG Metall, tysk metalarbejderforbund. IG Metall organiserer arbejdere og funktionærer i metalindustrien og er i 1990'erne verdens største fagforbund med 2,3 mio. medlemmer, hvoraf ca. 20% er kvinder. Forbundet organiserer knap 1/3 af tysk LOs medlemmer og spiller en betydelig rolle på arbejdsmarkedet. I 1984 organiserede forbundet fx strejker til fordel for en 35-timers arbejdsuge, og i 1995 fremsatte det forslag om samarbejde under den økonomiske krise, men mistede samtidig mange medlemmer.