Indien (Fagbevægelse), I slutningen af 1800-t. begyndte Indiens industrialisering, idet en tekstil- og stålindustri tog sine første skridt. Med opkomsten af arbejdere i jernbanebyggeriet og i jernbanedriften udvikledes ansatser til en industriarbejderklasse. Denne udgjorde imidlertid et beskedent mindretal af den arbejdende befolkning.

De første arbejderbeskyttelseslove blev ikke vedtaget med baggrund i arbejdernes egne kampe, men var et krav fra den britiske tekstilindustri, der vurderede den opstående tekstilindustri i Indien som konkurrenceforvridende pga. lave lønninger og lange arbejdstider.

Forskellige forsøg på at organisere arbejderne og organisere strejker medførte først en varig organisationsdannelse i det første årti af 1900-t.; der var dog fortsat tale om svage organisationer. I forlængelse af en omfattende strejkebevægelse dannedes den første landsorganisation All India Trade Union Congress (AITUC) i 1919-20. Organisationens første formand var samtidig formand for den indiske nationale uafhængighedsbevægelse, Kongrespartiet. Kongrespartiet havde sin styrke i de borgerlige lag og havde kun ringe forståelse for industriarbejdernes behov. AITUC udviklede dog hurtigt, efterhånden som dets medlemstal voksede, en selvstændig linje til forsvar for arbejdstagernes interesser. Ved oprettelsen var medlemstallet 140.000, men allerede i 1924 var det steget til mere end 250.000. Medvirkende hertil var det nystiftede indiske kommunistiske parti, CPI, som under indflydelse af den fremtrædende kommunistiske teoretiker Manabendra Nath Roy understregede arbejderbevægelsens selvstændige position over for borgerligt-nationale bevægelser.

Der udviklede sig retningskampe i AITUC mellem forskellige politiske linjer, hovedsagelig mellem CPI, Kongrespartiet og en ikke-politisk, men nok nærmest socialdemokratisk retning. Retningskampene medførte i løbet af 1920'erne og 1930'erne flere splittelser og nye sammenslutninger, i flere tilfælde bestemt af hvilke faglige internationaler den indiske LO skulle tilslutte sig. De politiske modsætninger blev tilsyneladende overvundet bl.a. på grundlag af en beslutning om ikke at tilslutte sig faglige internationaler. Den kort før udbruddet af 2. Verdenskrig gennemførte fusion afløstes imidlertid hurtigt af nye splittelser. Kongrespartiet modsatte sig deltagelse i krigen, som det mente ikke vedrørte Indien. Roy, der var blevet ekskluderet af CPI, og hans tilhængere indså imidlertid klart den fascistiske trussel og støttede kampen mod denne. CPI var ligesom Komintern modstander af krigen indtil angrebet på Sovjetunionen i 1941. Under disse forhold kunne CPI i løbet af krigen overtage ledelsen af AITUC, som siden da har været under partiets ledelse, fx var partiets formand, S.A. Dange, samtidig i flere år AITUCs generalsekretær.

Da Indien i 1947 deltes i to uafhængige stater (Indien og Pakistan), oprettede Kongrespartiet sin egen LO, Indian National Trade Union Congress (INTUC). I 1948 forlod Kongrespartiets socialister AITUC og dannede sammen med Roys tilhængere deres egen LO, Hind Mazdoor Sabha (HMS). Det lykkedes imidlertid ikke for HMS at blive den omfattende tredje kraft i fagbevægelsen, idet en fjerde LO, United Trade Union Congress (UTUC), blev oprettet med udgangspunkt i regionale og politiske kræfter. Disse fire organisationer havde alle et politisk udgangspunkt, mens en i 1955 dannet LO, Bharatiya Mazdoor Sangh (BMS), havde sit udspring i den hinduistiske religionsfilosofi og ikke anerkendte klassebetingede samfundsmæssige modsætninger.

CPIs splittelse fra omkring midten af 1960'erne medførte oprettelsen af adskillige partier, der påberåbte sig den kommunistiske arv. Hvert af disse partier med ofte forskellige regionale tyngdepunkter har oprettet landsorganisationer, herunder Centre of Indian Trade Unions (CITU) med tyngdepunktet i Vestbengalen, hvor dets moderparti (CPI(M)) har regeret delstaten gennem mange år. Den socialistisk-socialdemokratiske HMS er ikke tilknyttet en politisk organisation, idet det socialistiske Praja Socialist Party gik i opløsning i 1950'erne. HMS har ført forhandlinger om samarbejde med bl.a. AITUC, hvilket dog ikke har ført til en fusionering. I midten af 1990'erne oplyses det, at der eksisterede 12 landsorganisationer.

Oplysninger om medlemstal svinger betragteligt og ofte afhængigt af de politiske konjunkturer. Fragmenteringen har ikke fremmet den faglige organisering af arbejdstagerne. Landsorganisationerne omfatter således heller ikke alle lokale fagforeninger. Organiseringen vanskeliggøres desuden af den meget fluktuerende arbejdsstyrke. De tal, der kendes, er behæftet med usikkerhed og svinger meget: Kun ca. 10% af arbejderne har fast arbejde, de øvrige 90% er løst ansatte, ofte deltidsarbejdere. Den indiske befolkning vokser hurtigt, landet har over 1 mia. indbyggere, og arbejdsstyrken beregnes til at være på omkring 35% af den samlede befolkning. Knap 10% af den samlede arbejdsstyrke er fagligt organiseret. Modsætningerne mellem landsorganisationerne har if. nogle oplysninger svækket fagbevægelsen som helhed, mens andre analyser hævder det modsatte. Imidlertid er det sikkert, at styrkeforholdet mellem de fem største landsorganisationer har ændret sig: BMS er siden 1990'erne vokset til at blive den største, men har dog if. egne oplysninger kun ca. 7,6 mio. medlemmer. Ud fra de fire andre organisationers egne oplysninger er INTUC den næststørste med 4,4 mio., CITU har 3 mio., HMS 3,2 mio. og AITUC 1,6 mio. If. Chief Labour Commissioners beretning fra 1994 var de tilsvarende medlemstal på dette tidspunkt 3,1 mio., 2,7 mio., 1,8 mio., 1,5 mio. og 923.000. De øvrige organisationer har under 1 mio. medlemmer. Ud over de nævnte organisationer findes der en række forbund af offentligt og privat ansatte funktionærer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig