Faglige internationaler, internationale organisationer for samarbejde mellem fagbevægelsen i forskellige lande. I løbet af 1890'erne konsoliderede de nationale faglige organisationer sig og indledte et internationalt samarbejde. Det udvikledes bl.a. for også at ophæve den indbyrdes konkurrence mellem arbejderne internationalt, da det allerede delvis var opnået på nationalt plan.

Den fælles internationale demonstrationsdag for ottetimers arbejdsdag, 1. maj, var et af initiativerne i dette arbejde, oprettelsen af internationale fagsekretariater et andet.

I 1901 mødtes sekretærerne for en række landsorganisationer på den 6. skandinaviske arbejderkongres i København og besluttede at indlede et formelt samarbejde. Der var forskellige vurderinger af, hvordan arbejdet skulle organiseres.

En revolutionær syndikalistisk retning, der afviste samarbejde med politiske partier, dominerede i Frankrig; i de nord- og mellemeuropæiske lande dominerede den socialdemokratiske retning, hvor samarbejde mellem parti og fagbevægelse var en selvfølge. Syndikalister og socialdemokrater havde begge en socialistisk målsætning, mens den rent faglige retning, der dominerede i Storbritannien, kun langsomt lod sig frigøre fra samarbejdet med borgerlige partier; AFL i USA insisterede på at arbejde inden for de givne samfundsmæssige rammer.

I 1913 udviklede samarbejdet sig fra at have været en udveksling af informationer til at blive en egentlig organisation. Den kristelige fagbevægelse deltog imidlertid ikke, da den ikke anerkendte strejkevåbnet, og oprettede i 1908 International Confederation of Free Trade Unions, ICFTU.

Efter 1. Verdenskrig nydannedes de faglige internationaler som tendentielt verdensomspændende organisationer. Den Internationale Faglige Central (IFC) oprettedes i 1919 i Amsterdam. Den omfattede især de socialdemokratisk orienterede landsorganisationer i Europa, men AFL var i perioder tilsluttet.

De syndikalistiske og kommunistiske landsorganisationer sluttede sig sammen i Rød Faglig Internationale (RFI) 1919-38. De syndikalistiske forlod dog igen RFI og oprettede i 1922 en selvstændig internationale, Den Internationale Arbejder Association.

Under indtryk af fascismens trussel mod fagbevægelsen kom det i slutningen af 1930'erne til et begrænset samarbejde mellem IFC og RFI. ICFTU deltog ikke og havde i øvrigt udelukkende medlemmer i Europa.

I 1945 oprettedes Det Faglige Verdensforbund, World Federation of Trade Unions (WFTU), af samtlige landsorganisationer med undtagelse af de kristelige og AFL. Organisationens hovedformål var at varetage arbejdstagernes generelle og specifikke interesser og at fremme demokrati, velfærd og fred.

WFTU sprængte for alvor den europæiske ramme. De politiske modsætninger mellem USA og Sovjetunionen medførte dog en splittelse af WFTU i 1949 mellem hhv. de kommunistisk og de socialdemokratisk ledede landsorganisationer. WFTU flyttede til Prag og havde på sit højdepunkt over 200 mio. medlemmer.

Frie Faglige Internationale (FFI), oprettet 1949, fik også tilslutning af landsorganisationerne i USA og opgav dermed et socialdemokratisk grundlag. Medlemskab forudsatte demokratisk opbygning og uafhængighed af stat og arbejdsgivere. FFI blev efter 1990 den mest repræsentative faglige internationale. 2006 sammenlagdes FFI med World Confederation of Labour (WCL), under navnet International Trade Union Confederation (ITUC). Organisationen har betydelig vægt med sine 315 faglige organisationer i 156 lande og ca. 175 mio. medlemmer (2013).

Se også fagbevægelsen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig