Forandringsledelse har fokus på, hvordan ledere af en organisation kan gennemføre dybe forandringer i organisationen.

Forandringsledelse sigter på at forberede en organisation på indefra eller udefra kommende udfordringer og gennemføre dybe forandringer i organisationen for at imødegå disse udfordringer. Forandringsledelse drejer sig altså om en systematisk tilgang til at gennemføre ændringer af en organisations mål, processer og teknologier.

Dybe forandringsprocesser i en organisation støder normalt på modstand i organisationen. Både ledere og medarbejdere kan være skeptiske eller tilmed negative over for forslag om dybe forandringer. En væsentlig forklaring herpå er, at dybe forandringer kræver et brud med hidtidige rutiner og tænkemåder. Organisationens medlemmer skal overbevises om, at forandringen vil føre til bedre resultater og trivsel.

Kotters 8-trins forandringsmodel

Forskeren John P. Kotter konstaterede i sin forskning og konsulentvirksomhed i 1990'erne, at tiltag til dybe organisatoriske forandringer ofte mislykkedes. Nogle gange fordi behovet for organisationsforandring var tvivlsomt, andre gange fordi ledelsen greb forandringsprocessen an på en uhensigtsmæssig måde.

Det fik ham til at udvikle en 8-trins model for, hvordan en organisations ledelse med fordel kan håndtere dybe forandringer i organisationen:

  • skab en oplevelse af nødvendighed
  • form en stærk koalition til at lede forandringen
  • skab en vision om en bedre fremtid og en strategi for at nå derhen
  • kommuniker visionen og strategien (så organisationens medlemmer forstår, accepterer og handler på dem)
  • uddeleger ansvar og kompetence og fjern organisatoriske barrierer
  • gå efter kortsigtede sejre (så gejst og motivation fastholdes)
  • konsolider gevinster – og skab om nødvendigt mere forandring
  • sørg for forankring af nye arbejdsmåder i kulturen

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig