Human resource management (HRM) er en ledelsesstrategi, som søger at udnytte de menneskelige resurser i virksomheder og organisationer bedst muligt.

Faktaboks

Etymologi
human resource management er engelsk for 'ledelse af menneskelige resurser'.

Grundidéen bag human resource management

Grundidéen er, at det enkelte menneske er i besiddelse af resurser og potentialer, som ikke kommer til udfoldelse i organisationer med traditionelle ledelses- og organisationsformer.

Specielt i dynamiske organisationer med fladt hierarki og stor autonomi til de enkelte medarbejdere er det vigtigt at have fokus på den enkelte medarbejders særlige viden og kompetencer.

Det var der i mindre grad brug for tidligere, hvor organisationer var mere topstyrede og præget af tayloristisk organiseret arbejde, dvs. en arbejdsorganisering, der med henblik på rationalisering er opsplittet i en række enkeltbestanddele.

Fokus på individet

Den personlige integritet og muligheden for psykologisk vækst i forbindelse med arbejdet betones som betydningsfulde faktorer, også i produktivitetsmæssigt øjemed.

Det skal være muligt at opleve arbejdet som meningsfuldt og forbundet med ansvar, og arbejdet skal give individet mulighed for stadig at lære og udvikle sig, ligesom den selvstændige arbejdsindsats skal udløse anerkendelse.

Som ledelsesstrategi udmøntes sådanne opfattelser ved indførelse af jobrotation og jobudvidelse, men også ved jobberigelse gennem virksomhedsnær videreuddannelse.

Strategien i videnstunge virksomheder

Human resource management er blevet en stadig mere udbredt ledelsesstrategi, som først og fremmest har vundet indpas i videnstunge og højteknologiske virksomheder.

Med opmærksomheden rettet mod den enkelte medarbejders færdigheder og kvalifikationer repræsenterer human resource management en udtalt tendens til individualisering, både mht. det konkrete arbejdes indhold og mht. aftaler om løn og arbejdsvilkår.

Det er blevet påpeget, at med en stigende udbredelse af human resource management vil det traditionelle kollektive aftalesystem få mindre betydning.

Læs mere i Den store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig