økonomiske sanktioner

Økonomiske sanktioner, økonomiske straffeforanstaltninger over for et land med det formål at påvirke det til at ændre sin politik. Sanktionerne omfatter normalt handelsrestriktioner, evt. handelsboykot, samt forbud mod investeringer i landet, evt. afvikling af tidligere investeringer. Økonomiske sanktioner kan tillige omfatte indefrysning af det pågældende lands tilgodehavender hos andre lande, restriktioner på långivning fra Verdensbanken, Den Internationale Valutafond og regionale udviklingsbanker, suspension af bilaterale bistandsprogrammer og eksportkreditter samt i sjældnere tilfælde begrænsninger i udenlandske bankers långivning til landet.

Økonomiske sanktioner i de fleste af de ovennævnte former har været anvendt i en række tilfælde i de senere årtier for at gennemtvinge ændringer i et lands politik til en kurs, som det internationale samfund finder mindre uacceptabel. Sanktionerne, der nødvendigvis medfører økonomiske tab for landet, har undertiden ført til det tilsigtede resultat; det vigtigste eksempel er de omfattende og langvarige sanktioner, som bidrog til at fremskynde afviklingen af apartheidstyret i Sydafrika.

Økonomiske sanktioner mod Irak efter Golfkrigen i 1991 ført under Saddam Husseins regime ikke til ændringer i landets politik, og noget lignende kan siges om sanktionerne mod "Restjugoslavien" efter den føderale republiks opløsning i begyndelsen af 1990'erne, til trods for at sanktionerne i begge tilfælde var både meget omfattende og ledsaget af periodevis anvendelse af militære midler.

Mindre omfattende sanktioner mod Iran, Cuba og Libyen, iværksat efter ønske især fra USA, synes heller ikke at have virket i overensstemmelse med intentionerne. Det samme gælder de økonomiske sanktioner af mere midlertidig karakter, som blev iværksat mod Sovjetunionen efter invasionen i Afghanistan i 1980 og mod Kina efter undertrykkelsen af demokratibevægelsen i 1989.

Mens økonomiske sanktioner således ofte ikke har kunnet opfylde politiske formål, er der ingen tvivl om deres effektivitet mht. at sætte det sanktionsramte land tilbage i udvikling. Denne dobbelthed, at sanktionerne med sikkerhed går ud over befolkningen, men ofte efterlader den politiske magtstruktur nogenlunde intakt, begrunder tilbageholdenhed i anvendelsen.