• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

WTO

Oprindelig forfatter NThy Seneste forfatter Lene Vistrup

WTO, World Trade Organization, siden 1.1.1995, da WTO afløste GATT, den internationale institution, der overvåger den fremadskridende frigivelse af verdenshandelen. WTO har alle væsentlige i-lande og et voksende antal ulande blandt sine 159 medlemmer (2013).

WTO's øverste organ er en ministerkonference, som afholdes mindst hvert andet år. Mens globale handelsforhandlinger frem til 1994 foregik i omfattende "runder", senest Uruguayrunden, som førte til oprettelsen af WTO, skaber den nye struktur basis for mere kontinuerlige resultater inden for delområder.

I anden halvdel af 1990'erne indgik man således vigtige aftaler om liberalisering af telekommunikation, finansielle tjenesteydelser og informationsteknologi.

Beslutninger i ministermøder træffes i princippet ved enstemmighed i modsætning til i andre institutioner som Den Internationale Valutafond og Verdensbanken, hvor beslutningerne i de øverste organer foregår ved afstemning blandt et mindre antal lande, der repræsenterer den samlede medlemskreds, og med hensyntagen til de enkelte landes relative økonomiske betydning.

Selvom de største aktørers, især USA's og EU's, indflydelse på forhandlingerne i WTO er meget betydelig, kan de i stadig mindre grad bestemme udfaldet, hvilket i december 1999 blokerede for et konstruktivt forløb af ministermødet i Seattle.

I 2001 opnåede WTO på et ministermøde i Doha, Qatar, at få tilslutning til åbningen af en ny runde af internationale handelsforhandlinger. Det amerikanske forhandlingsmandat blev først opnået efter vigtige indrømmelser til indenlandske erhverv (told på en række stålprodukter, øget indkomststøtte til amerikansk landbrug).

Også EU har vanskeligheder ved at forene reformer for landbrugsstøtten og tidligere afgivne løfter om liberalisering af handelen inden for følsomme områder (især tekstiler) med dagsordenen for Doha-runden.

Ud over en udvidet dagsorden gennem inddragelse af nye emner som landbrug, tjenesteydelser og immaterialrettigheder synes det vigtigste resultat af oprettelsen af WTO at være nye procedurer for bilæggelse af handelstvister, som trods enkelte spektakulære undtagelser som banan- og hormonkødskonflikterne mellem USA og EU har ført til hurtigere og mere generelt accepterede afgørelser end i GATT.