beskyttelsestold, afgifter, som lægges på import af varer med det hovedformål at påvirke den indenlandske efterspørgsel hen imod indenlandsk producerede varer. Beskyttelsestolden pålægges som en procent af importværdien eller som en stykafgift.
Beskyttelsen kan være motiveret af ønsket om for det første at modvirke såkaldt dumping fra udenlandske producenter — dvs. eksport til priser, der ligger væsentligt under eksportørlandets priser på hjemmemarkedet eller på andre markeder — for det andet at gengælde indførelsen af restriktive indgreb i eksportørlandet, for det tredje at øge forsyningssikkerheden af fx fødevarer for at mindske landets sårbarhed i en international konfliktsituation og for det fjerde at give en ny industri mulighed for at få fodfæste, inden den skal konkurrere med udenlandske producenter, såkaldt infant-industry-beskyttelse.
Økonomisk analyse tyder imidlertid på, at de nævnte formål med undtagelse af antidumpingtold bedre kunne nås ved andre midler, fx og især ved subsidier. Regionalt og globalt handelssamarbejde har da også siden de første år efter 2. Verdenskrig søgt at forpligte landene til at afvikle eksisterende beskyttelsestold og forpligte dem til ikke at indføre nye afgifter.
I Europa gennemførte EF og EFTA en parallel afvikling af toldsatser for industrivarer. Globalt har handelsorganisationen GATT, der fra 1995 afløstes af Verdenshandelsorganisationen WTO, forestået en række forhandlingsrunder, bl.a. Uruguay-runden 1986-93, hvorunder det gennemsnitlige beskyttelsesniveau er blevet reduceret.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki