Barber. Helsingørs Bartskærerlavs segl fra 1603 med tang, sneppertjern til åreladning, salvebuddike og simenål. Fra Tidsskrift for Kunstindustri, 1897.

Barber er en håndværker, der barberer skæg og klipper og friserer hår. En barber virkede tidligere tillige som kirurg og sårlæge og blev derfor også betegnet bartskær og badskær, i hæren feltskær og, som medlem af et lav, amtsbarber, barber og frisør.

Faktaboks

Etymologi

af nordtysk, af fransk barbier afledt af barbe 'skæg', af latin barba

I Danmark nævnes en bartskær første gang 1363 i et brev i forbindelse med oprettelsen af Skt. Barbara Kapel ved Ribe Domkirke. Oprindelig praktiserede barberer også som kirurger med åreladning og kopsætning, behandling af sår, knoglebrud og læsioner og med fremstillingen af plastre og salver. De virkede ligeledes som læger og gjorde ofte tjeneste i hæren, og især i flåden. De lå i stadige stridigheder med lægerne, da det var ulovligt, at de beskæftigede sig med medicinske sygdomme.

Barberen stod i lære som dreng på en barberstue, blev svend og gjorde mesterstykke. Undervisningen var rent praktisk, men fra slutningen af 1600-tallet blev der i København givet en vis teoretisk undervisning i barberernes anatomisal i Admiralgade. Først 1736 fik barberen en bedre uddannelse ved oprettelsen af Theatrum anatomico-chirurgicum på Købmagergade, hvorefter ingen mester kunne få adgang til et lav uden at have taget kirurgisk eksamen. Efter at Kirurgisk Akademi i Bredgade var oprettet 1785, uddannedes så mange kirurger, at barberen efterhånden mistede betydning som læge.

Barberens redskaber var saks og ragekniv, sæbe, sæbekop og barberbækken brugt ved indsæbningen, det sidste især kendt som forretningsskilt, desuden sneppertjern (til åreladning), glas og salvebuddike.

Antallet af barberer blev i forhold til befolkningstallet tyvedoblet mellem 1850 og 1950, og det blev almindeligt at gå til barber. Fra 1921 opføres dog også betegnelserne frisør og damefrisør under barbererne. K.C. Gillette opfandt i 1901 det nuværende "sikre" vådbarberingssystem med et barberblad omsluttet af en skraber, og med dets udbredelse svandt en væsentlig del af barberens kundegrundlag. Endnu en væsentlig del forsvandt med 1950'ernes store udbredelse af den elektriske barbermaskine, der var blevet opfundet af Jacob Schick og sat på det amerikanske marked i 1931.

Det første barberlav oprettedes 1506 i København af seks mestre, hvis tal siden forøgedes, og 1544 fik Odense et lav på fire mestre. Barberlavene var sluttede lav, dvs. de havde et fastsat, begrænset antal mestre, der havde privilegium på barber- og sårlægekunst, dog ikke gældende i forholdet til doctores, øjenlæger, tandbrækkere og broksnidere. Barberlav kendes dog kun fra få danske købstæder. En forening af arbejdsgivere (mestre) fik barbererne i 1892 med De danske Provinsers Barber- og Frisørforening. På arbejdstagerside oprettedes 1897 Barber- og Frisørsvendenes Fagforening i København, 1911 ændret til Dansk Soignerings-, Toilet- og Sanitetsarbejder-Forbund.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig