Det Tekniske Fakultet. Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet. Foto fra 2010.

.

Det Tekniske Fakultet. Mads Clausen Instituttet. Foto fra 2010.

.

Det Tekniske Fakultet. Bygning A. Foto fra 2010.

.

Det Tekniske Fakultet. Hovedbygning, Odense. Foto fra 2010.

.

Det Tekniske Fakultet, fakultet ved Syddansk Universitet, der uddanner civilingeniører og diplomingeniører og driver forskning inden for de tekniske videnskaber. Fakultetet blev oprettet i 2006 ved en fusion mellem Ingeniørhøjskolen Odense Teknikum og Syddansk Universitet, herunder Mads Clausen Instituttet og Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet.

Ingeniøruddannelserne i Odense har rødder tilbage til 1905, hvor Odense Maskinteknikum blev etableret. Oprindelig udbød institutionen en treårig ingeniøruddannelse og delte bestyrelse og bygninger med Teknisk Skole i Odense. I 1962 skiltes vejene, og Ingeniørhøjskolen Odense Teknikum blev en selvstændig uddannelsesinstitution i egne bygninger på Niels Bohrs Alle frem til fusionen med Syddansk Universitet.

Til Det Tekniske Fakultet hører i alt fem institutter, der bl.a. arbejder med robotteknologi, nanoteknologi, produktdesign og miljøeffektive teknologier. Forskningen er anvendelses- og relevansorienteret og sker i samarbejde med erhvervslivet og andre forskningsinstitutioner.

Fakultetet har siden grundlæggelsen søgt at skabe en profil, der bygger på Den Syddanske Model for Ingeniøruddannelser (DSMI). Modellen lægger vægt på den enkelte studerendes indlæring i samvirke med andre studerende, erhvervslivet og samfundet generelt og tilstræber, at det lærte kan omsættes til praktisk værdi. Projektarbejde, praktik og små hold er således kendetegnende for ingeniøruddannelserne ved Syddansk Universitet.

Se også Syddansk Universitet.

Det Tekniske Fakultets hjemmeside

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig