Klasse, (af lat. classis 'afdeling'), skoleklasse, elevgruppe, der undervises sammen det meste af undervisningstiden. En klasse, der på større skoler i børnehaveklassen og i grundskolen kun omfatter én årgang, må (2015) ikke overstige 28 elever ved skoleårets begyndelse; dog kan kommunalbestyrelsen i særlige tilfælde godkende et elevantal på op til 30.

Klassekvotienten i danske skoler ligger imidlertid sjældent så højt, men er med store lokale forskelle ca. 21,7 i gennemsnit (2015). Klassedannelsen skal ifølge Folkeskoleloven senest ske ved udgangen af børnehaveklassen, og det skal tilstræbes, at klassen holdes samlet i resten af skoleforløbet, ofte med den samme klasselærer. Klassedannelse må således ikke ske på grundlag af opdeling efter fx begavelse, standpunkt eller etnisk tilhørsforhold, idet undervisningen skal tilrettelægges differentieret.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig