Danmarks Internationale Studenterkomité, DIS, dansk organisation, grundlagt i 1946 af studerende og lærere ved Københavns Universitet med det formål at knytte forbindelse mellem danske og udenlandske studerende. DIS har bl.a. drevet en omfattende rejsebureauvirksomhed, specielt for studerende.

I 1959 etableredes en international studieskole, DIS - Danish Institute for Study Abroad, som årligt giver engelsksproget meritgivende undervisning til ca. 1500 udenlandske, fortrinsvis amerikanske studerende. Det indgår i skolens idégrundlag, at de studerende er indkvarteret hos danske familier.

DIS' øvrige aktiviteter, dvs. kantinedrift, byggeri og drift af kollegier samt hoteldrift, bl.a. ved brug af studenterkollegier som sommerhoteller, er efterhånden ophørt, men kongresvirksomheden fortsætter.

DIS var fra begyndelsen organisatorisk tæt forbundet med Danske Studerendes Fællesråd og Københavns Universitet, hvis rektor var formand for DIS' bestyrelse. I slutningen af 1980'erne blev tilknytningen til Københavns Universitet løsnet, og organisationens forskellige aktiviteter blev enten afhændet eller videreført som selvstændige foretagender.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig