Moderate Studenter var en studenterorganisation ved de danske universiteter. Moderate Studenter blev stiftet i forbindelse med den nye universitetsstyrelseslov i 1970, da en gruppe brød ud fra de etablerede studenterråd. På landsplan organiserede Moderate Studenter sig i Landssammenslutningen af Moderate Studenter.

Moderate Studenter skulle som en tværpolitisk organisation på et borgerligt grundlag arbejde for de studerendes interesser, ikke mindst i de nye styrende organer. Moderate Studenter deltog i det første styrelsesvalg i 1970 og i alle efterfølgende, som regel i skarp opposition til Studenterrådet. Organisationen opnåede dog kun få steder en tilslutning, der medførte reel indflydelse.

Op gennem 1990'erne – og efter den nye universitetslov fra 1993 – klingede stridighederne mellem de to studenterorganisationer ud, og den 2. marts 1991 slog Moderate Studenter og Studenterrådet ved Aalborg Universitetscenter sig sammen i Studentersamfundet. Den 1. januar 1995 fulgte Moderate Studenter og Studenterrådet ved Københavns Universitet med og dannede Forenede Studenterråd (fra 2005: Studenterrådet). Og fra 1999 var studenterorganisationerne ved Aarhus Universitet også samlet i Studenterrådet.

Efter at Forenede Studenterråd ved Københavns Universitet, Studentersamfundet ved Aalborg Universitet og Polyteknisk Forening ved Danmarks Tekniske Universitet i 2000 alle meldte sig ud af Landssammenslutningen af Moderate Studenter, var kun tre universiteter repræsenteret i organisationen, som efter få år gik i opløsning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig