Søgeteksten aarhus universitet er blevet fremhævet i artiklen. Klik her, hvis du ønsker at fjerne søgeteksten fra artiklen.

universitet (Danmark)

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

I Danmark bruges betegnelsen universitet i nutiden overordnet om alle videregående uddannelsesinstitutioner. Men traditionelt har man efter tysk forbillede skelnet mellem de egentlige universiteter: Københavns Universitet (1479), Aarhus Universitet (1928) og Odense Universitet (1964, fra 1998 Syddansk Universitet). Hertil kom universitetscentrene i Roskilde (1972) og Aalborg (1974). Øvrige mere specialiserede videregående uddannelsesinstitutioner blev betegnet læreanstalt eller højskole, fx Polyteknisk Læreanstalt (1829), fra 1933 Danmarks Tekniske Højskole (DTH), Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole (1856, fra 2007 Det Biovidenskabelige Fakultet for Fødevarer, Veterinærmedicin og Naturressourcer ved Københavns Universitet), Danmarks Farmaceutiske Højskole (1892, fra 2007 Det Farmaceutiske Fakultet ved Københavns Universitet) og handelshøjskolerne.

Væksten i antallet af universiteter afspejler en vækst i studenterantallet. I år 1900 var der ved danske universitetsuddannelser indskrevet under 4000 studerende, i 1960 omkring 10.000 og i år 2000 ca. 100.000. Fra slutningen af 1900-t. ses en tendens til også at bruge betegnelsen universitet om de mere specialiserede læreanstalter: I 1994 skiftede DTH navn til Danmarks Tekniske Universitet, og Aalborg Universitetscenter til Aalborg Universitet. Og i 2000 stiftedes Danmarks Pædagogiske Universitet ved en sammenlægning af Danmarks Lærerhøjskole, Danmarks Pædagogiske Institut og Danmarks Pædagoghøjskole.

Styrelse

Reglerne for Københavns Universitets styrelse blev fastlagt i universitetsfundatser fra 1539, 1732 og 1788. Fundatsen sikrede universitetet et betydeligt selvstyre, forvaltet af rektor, fakultet og professorer og baseret på, at universitetets udgifter blev dækket af dets egne formueindtægter. Det samme gjaldt i nogen grad de øvrige ældre læreanstalter. Den politiske og økonomiske udvikling har medført, at de danske universiteter mv. fra før 1900 overvejende er blevet finansieret over statsbudgettet, hvilket har ført til en til tider ganske stram økonomisk styring fra staten. I 1970 indførtes en styrelseslov for universiteterne i København, Odense og Århus; den blev i 1973 overført til næsten alle landets øvrige videregående uddannelsesinstitutioner. Styrelsesloven var vidtrækkende — og internationalt enestående — i kraft af sin konsekvente decentralisering og en udstrakt indflydelse for studerende, gennem studienævn, og for det teknisk-administrative personale. Som en nyskabelse blev ansvaret for uddannelser og eksaminer lagt i særlige studienævn, hvor universitetslærere og studerende delte pladserne. Styrelsesloven var omdiskuteret i hele sin levetid og ofte under politisk pres.

Universitetsloven afløste fra 1993 Styrelsesloven som ramme for ledelse af de danske universiteter. Den medførte, at ledelsens repræsentation blev forøget på bekostning af de studerende og det teknisk-administrative personale; det var også nyt, at regeringen udpegede medlemmer af konsistorium og fakultetsråd. Studienævnene blev bibeholdt stort set uændret. Økonomisk lagde Universitetsloven op til øget selvstyre, men stadig flere bevillinger udløses efter såkaldte taxametre som fx beståede eksaminer. Dette har bevirket, at de enkelte uddannelsesforløb er blevet strammet, således at dele af de gamle frie universitetsstudier undertiden er blevet afløst af en mere skolepræget undervisning. Indtil 1977 kunne alle med bestået studentereksamen o.l. blive indskrevet ved universiteter og universitetscentre, mens der var adgangsbegrænsning til de øvrige læreanstalter. Med virkning fra efteråret 1977 indførtes adgangsbegrænsning, således at det er Undervisningsministeriet, der fastsætter, hvor mange studerende der hvert år må optages på de enkelte uddannelser.

Fra januar 2005 har hvert universitet haft en bestyrelse som sin øverste myndighed. Bestyrelsen, der er sammensat af personer fra den akademiske verden og erhvervslivet, skal varetage universitetets interesser som uddannelses- og forskningsinstitution, herunder fastlæggelse af retningslinjer for universitetets organisation, langsigtede virksomhed og udvikling.Universitetets øverste administrative ledelse er rektor (ved dennes fravær prorektor), ansat af bestyrelsen, og konsistorium. Derefter følger ved de fleste universiteter fakultetsrådene, der repræsenterer et fagligt hovedområde, fx humaniora, lægevidenskab eller naturvidenskab, og ledes af en dekan. Mindste administrative enhed er institutterne, der repræsenterer en faglig enhed og ledes af en institutleder. Hvert studiefag har et studienævn, der består af et lige antal repræsentanter for undervisere og studerende. Studienævnene planlægger fagets studieordninger, eksamenssystemer, meritoverførsel og undervisningsplaner.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
08/06/2009
Oprindelige forfattere
GP
02/02/2009
Slott
02/02/2009
UfRas
02/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki